Del

Nyt fra VEU-udvalget

VEU-udvalgets møde den 26. oktober drejede sig primært om det fortsatte arbejde i foreningen med trepartsaftalens initiativer om styrkelse af voksen-, efter- og videreuddannelse, bl.a. den kommende konference i samarbejde med PensionDanmark, Fri-Institutionsforsøget og kommissoriet til Ekspertgruppens arbejde, som er omfattende, men i de tre spor fandt vi, at det centrale er:

• Spor 1, hvor ekspertgruppen skal analysere og præsentere mulige modeller for et mere sammenhængende VEU-system.

• Spor 2, hvor ekspertgruppen skal analysere og præsentere mulige modeller for et relevant, fleksibelt og rettidigt udbud af erhvervsrettet VEU, i realiteten AMU.

• Spor 3, hvor ekspertgruppen skal forholde sig til spørgsmål om modernisering af partsstyringen.

Udvalget drøftede arbejdet med oplæg fra foreningen parallelt med ekspertgruppens arbejde. Ekspertgruppen skal aflevere forslag i maj måned og der er behov for snarlige oplæg, hvilket også skal drøftes i foreningens bestyrelse.

Udvalget udvekslede vanskelighederne med at få gang i IGU, men da skolerne ikke har en generel vejledningsopgave om IGU, er den vigtigste indsats et aktivt samarbejde med jobcentrene, hvor VEU-centrene er tildelt en opgave. Udvalget blev orienteret om VEU-centrenes kommende kontrakter. 

Status på Fri-institutionsforsøg

En del af trepartsaftalen om styrket voksen- og efteruddannelse, var mulighed for Fri-Institutionsforsøg inden for AMU, hvor resultatet af arbejdet skal bidrage til VEU-ekspertgruppens arbejde. Her er det er i høj grad lykkedes, at få de temaer med i forsøget, som foreningen har arbejdet for. Af vore 16 forslag, kan vi genkende eller direkte aflæse 12 af dem.

I skrivende stund, den 23. november, har STUK netop oplyst partnerskabet om, at styrelsen har modtaget 30 ansøgninger med følgende fordeling:

• 13 ansøgninger under tema 1. Fleksibilitet i AMU

• 6 ansøgninger under tema 2. Kvalitet i AMU

• 2 ansøgninger under tema 3. Markedsføring

• 9 ansøgninger, der går på tværs af 2 eller alle temaer.

Der er en bred repræsentation blandt de 23 ansøgere, der er indgivet af: 4 AMU-centre, 13 erhvervsskoler, 4 SOSU-skoler, 1 landbrugsskole og 1 Professionshøjskole. I halvdelen af ansøgningerne er der en eller flere samarbejdspartnere, her er bl.a. 3 andre erhvervsskoler med. Desuden er der samarbejder med kommuner, brancheforeninger og interesseorganisationer. Tre erhvervsakademier indgår i forsøgene, hvor et af dem indgå i flere forsøg.

Ansøgningerne behandles nu i partnerskabet og i STUK og det er planlagt, at ansøgerne får besked den 21. december.

Nye FVU og OBU bekendtgørelser på vej

Udkastet til nye FVU- og OBU bekendtgørelser, som netop har været i høring, indeholder justering af styringsmodellen for FVU og OBU, som DE-G har arbejdet for at opnå. De forventes gældende fra 1. januar 2017.

Vi ønskede, at styringen af uddannelserne overgik til ministeriet. Det fik vi ikke, men i stedet en regulering af, hvordan VUC skal tildele driftsoverenskomster. Erhvervsskoler og andre skoletyper sikres ret til driftsoverenskomst, hvis man opnår 5 årselever på FVU inden for en toårig periode, for OBU er det tilsvarende tal 2 årselver. I særlige tilfælde kan der dispenseres for at opnå disse aktivitetstal.
De øvrige vigtige nye retningslinjer i bekendtgørelserne er bestemmelser om en standarddriftsoverenskomst, ensartet tilskud der kan tilbageholdes af VUC samt en tilsynsvejledning, der er baseret på dialog mellem VUC og driftsoverenskomsttagere.

I høringssvaret har vi foreslået ændring af 18 års aldersgrænsen til FVU til adgang for alle, hvor FVU er det rette tilbud. Det skal tilgodese, at unge med manglende forudsætninger til en erhvervsuddannelse ikke skal vente til de er 18 år for at få ret til FVU.

I regi af DEG-L er der etableret et FVU-OBU netværk, hvor især erhvervsskoler med flere års erfaring med uddannelserne er aktive. Netværket holdt årsmøde den 22. november 2016.

Når flere erhvervsskoler vil i gang med at udbyde FVU og OBU i kraft de nye muligheder for at opnå driftsoverenskomst, er der mulighed for at trække på erfaringer fra netværket. Mere herom i næste nyhedsbrev eller kontakt Mie Poulsen mpo@remove-this.deg.dk

AMU audit seminar den 24. januar 2017
AMU audit arbejdsgruppen er i gang med at planlægge netværksseminaret i 2017. Det afholdes tirsdag den 24. januar på SDE i Odense. Der arbejdes på et team om dokumentation ved fjernundervisning og STUK deltager med sidste nyt om tilsyn og VisKvalitet.

Program sendes ud medio december, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K