Del

”Nu ved jeg, hvor jeg skal stille spørgsmål”

”Hvad vil I gøre, hvis Jeres direktør foreslår køb af nye bygninger under punktet eventuelt på et bestyrelsesmøde – han har fået et godt tilbud?" Lød det udfordrende fra en af underviserne på DE-B’s kursus for nye bestyrelsesmedlemmer.


Mere end 32 bestyrelsesmedlemmer fra hele landet var samlet den 23. september på KTS til en spændende kursusdag for nye bestyrelsesmedlemmer.

Dagen vekslede mellem teori om lovgivning og bestyrelsesansvar; der var indlæg om, hvordan man læser et regnskab, krydret med konkrete cases fra virkelighedsnære situationer i en erhvervsskole bestyrelse.

Kursusdeltagerne blev holdt til ilden dagen igennem. De var sat sammen i seks fiktive bestyrelser, hvor de skulle agere bestyrelse for ”Den ukuelige erhvervsskole”, hvor de havde ansat en lige lovligt kreativ direktør, Didrik Didriksen, der udfordrede dem gentagne gange i løbet af kurset. - Og den form lod til at ramme plet.

Føler mig bedre rustet
 - "Jeg synes, underviserne var gode til at tydeliggøre, hvor vi skal have vores fokus. Jeg føler mig allerede bedre rustet til det næste bestyrelsesmøde. Nu ved jeg, hvor jeg skal stille spørgsmål", sagde Marianne Mensal, der var deltager på kurset og netop tiltrådt i bestyrelsen på Erhvervsskolen Nordsjælland.

Klar anbefaling
 - "Kurset var veltilrettelagt og indholdet relevant og super solidt. Jeg vil klart anbefale andre nye bestyrelsesmedlemmer at deltage i kurser som dette", sagde Jesper Bienkowski, der har siddet i ZBC’s bestyrelse i et halvt år.

Flot evaluering
På en skala fra 1-5, hvor 5 var den højeste score, landede kursusevalueringerne på 4,1 både på kurset i Århus og det i København.

Kommende kurser
Der kommer en opfølgning på disse kurser i begyndelsen af 2015.

I november 2014 afholder DE-B kurser særligt målrettet formandsskaber i bestyrelserne. Mulighed for tilmelding følger snarest.

Danske Erhvervsskoler – Bestyrelserne har i september 2014 afholdt bestyrelseskursus for nye bestyrelsesmedlemmer i henholdsvis København og Aarhus. I alt 82 bestyrelsesmedlemmer fra hele landet har deltaget i kurserne. 

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K