Del

Nyt fra VEU

AMU audit netværket

På det årlige AMU audit seminar i januar måned, mødtes for fjerde år i træk 90 engagerede deltagere til erfaringsudveksling og for at forberede sig på dele af det kommende års kvalitetsarbejde inden for arbejdsmarkedsuddannelserne. Det fremgik tydeligt, at skolerne har godt styr på regelgrundlaget, og AMU audit netværkets tjeklister og samarbejdet mellem skolerne udgør et solidt fundament for arbejdet. Chefkonsulent Michael Østergård, STUK, bekræftede dette på baggrund af det tematiske tilsyn i 2016 om skolerens brug af egenkontrol og arbejdet med lærerkvalifikationer, som tilsynet har fundet fuldt ud tilfredsstillende.

 

Tematisk tilsyn

Det tematiske tilsyn i 2017 har fokus på flg. områder: Virksomhedsforlagt undervisning og undervisning på alle tidspunkter, svarfrekvensen for Viskvalitet samt skolerens anvendelse af fjernundervisning. I forhold til fjernundervisning vil tilsynet fokusere på skolernes dokumentation af, at der har været tilrettelagt og foregået undervisning under hele uddannelsen, og om skolen sætter en lærer af i uddannelsens varighed. Fuldmægtig Jørgen Brogaard, STUK, præsenterede, hvordan styrelsen vil anvende Viskvalitet i det risiko baserede tilsyn, som er baseret på dialog med skolerne, handlingsplaner for tiltag og opfølgning. Målet for anvendelse af Viskvalitet er 80 % besvarelse, hvor den i 2016 var på 55 % og med meget store forskelle mellem skolerne.

 

Fjernundervisning

Fjernundervisning var eftermiddagens tema, da det også er et nyt element i styrelsens tilsyn. Siden 2014 er der iværksat 10 TUP-udviklingsprojekter og 17 Efteruddannelsesudvalgs projekter for i alt ca. 27 mio. kr. Med bedre muligheder for VEU-godtgørelse, er det fra 1. januar 2017 muligt at søge om godtgørelse for kurser med 75 % fjernundervisning, hvorfor det forventes, at både udbud og deltagelse i fjerundervisning vil stige. Senior Project Manager, Erik Nørgård, VIArt, præsenterede projektet med udvikling af digitale AMU-læringsforløb indenfor HAKL, såkaldt AMU-online. I projektet bliver ca. 150 AMU mål udviklet til digital læring, og mere end 100 lærere har deltaget i udviklingen af materialet. Præsentationen fokuserede bl.a. på, hvordan læreren har digital dialog med deltagerne, og hvordan læreren kan følge deltagernes aktive deltagelse og læringsproces. Erik Nørgård pointerede, at AMU-online materialet kan indgå i det brede spekter af tilrettelæggelsesformer spændende fra det fælles klasseværelse, blended-learning go til ren on-line brug. Deltagerens drøftelser viste da også, at flere tester anvendelsen sammen med kursister i klasseværelset og afprøver erfaringer med materialet. Områdeleder, Steen Grønbæk, Mercantec, holdt indlæg om fjernundervisning og dokumentation, hvor man har afprøvet Learning Analytics til at følge kursisternes indsats og for at følge deltagernes læringsproces og e-tivities. Her er der fokus på de digitale spor, den enkelte deltager sætter på læringsplatformen, og på hvordan lærerene digitalt kan sparke aktiviteter i gang. De to spændende præsentationer involverede deltagerne i diskussioner om, hvordan man i praksis kan arbejde med de nye muligheder på skolerne, og om hvorvidt det er hensigtsmæssigt med mange forskellige læringsplatforme, som lærerne skal huske koder til. Ligeledes blev der stillet spørgsmål ved begrebet fjernundervisning, der indikerer afstand - og ikke har den sædvanlige dialog og kontakt mellem deltagere og lærere. Der er ikke udviklet tjeklister i AMU audit netværket til fjernundervisning, men arbejdsgruppen følger op på behovet.

 

Kost og logi til IGU elever

Udlændinge- og Integrationsministeriet har netop sendt skrivelse til skolerne om, at IGU-deltagerne i nogle tilfælde kan have behov for at modtage undervisning via et AMU-tilbud, som er placeret langt væk fra hjemkommunen, hvor IGU-deltageren bor og/eller har sit praktiksted. Ministeriet har derfor sikret en bevilling, hvor der efter ansøgning vil blive foretaget refundering af udgifter til kost og logi de steder i landet, hvor uddannelsesdelen for IGU-deltagere er placeret langt væk fra praktikstedet. På ministeriets hjemmeside, www.uim.dk under puljer findes en kort vejledning og ansøgningsskema, som vedlægges.

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K