Del

”Demokratiets dag” på EUC Thisted

EUC Nordvest i Thisted holdt ”demokratiets dag” samme med DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) i december. Det var en stor succes og kan anbefales til andre erhvervsskoler.

14 ungdomspolitikere fra 6 forskellige partier havde sammen med DUF forberedt en hel dag for de 130 grundforløbselever.

Dagen startede med workshops, hvor eleverne blandt andet skulle diskutere holdninger og argumentere for, hvorfor de stod, hvor de gjorde. I en anden workshop skulle eleverne fordele 10 mio. kroner på skolens budget og forsvare, hvorfor de havde prioriteret, som de havde.

Både lærere og elever beskriver dagen som en stor succes. En elev på businesslinjen sagde: ”Hvis min mor ikke havde tvunget mig i skole i dag, var jeg ikke kommet. Men det er jeg så glad, for at jeg gjorde, det har virkelig været en god dag. Vi diskuterer ikke så meget politik normalt, så det har virkelig været fedt at komme ud med sin mening, og at politikerne var tvunget til at lytte til os.”

Senere på dagen var der paneldebat, hvor eleverne kunne markere, om de var enige eller uenige med politikerne ved at række enten et rødt eller grønt papir op i luften. Emnerne i paneldebatten havde eleverne selv valgt ved at svare på et spørgeskema forud for dagen. Dagen sluttede med en markedsplads, hvor der var mulighed for at tale med ungdomspolitikerne.

Erhvervsskoleelver stemmer mindre

Baggrunden for ”Demokratiets dag” er, at erhvervsskoleelever stemmer mindre. En undersøgelse fra Københavns Universitet peger på, at erhvervsskoleelever stemmer op mod 25 procent mindre end gymnasieelever.

For at imødekomme denne problematik har DUF (Dansk Ungdom Fællesråd) sat gang i en målrettet demokratiindsats rettet mod erhvervsskoleelever. En indsats der blev skudt i gang med de 130 grundforløbselever i Thisted.

Ønsker man at høre mere om mulighederne for arrangere ”Demokratiets dag” på egen skole, kan man henvende sig til DUF her

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K