Del

"Vi har et medansvar som virksomhed"

Cabinplant er en international produktionsvirksomhed, der ligger i Haarby på Fyn. Virksomheden fik en fin andenplads i kåringen af Årets Læreplads 2016.

Virksomheden producerer procesanlæg til fødevareindustrien over hele verden, beskæftiger 230 medarbejdere og har blandt andet en fabrik i Polen.

Cabinplant var indstillet til Årets Læreplads af Simon Grau Thomsen, der er eux smede-lærling hos Cabinplant og går på hovedforløb på Syddansk Erhvervsskole.

Henrik Søndergaard, workshop manager i Cabinplant, fortæller her om glæden og stoltheden over at være nomineret til Årets Læreplads og om, hvordan de uddanner deres lærlinge.

- Det er bare kæmpestort at være nomineret og vinde en andenplads i Årets Læreplads. Det er vi stolte over og glade for. Som virksomhed har vi et medansvar for at uddanne vores unge, og jeg synes, vi gør os umage i Cabinplant. Vi sætter en ære i at uddanne og rekruttere de dygtigste lærlinge. Det tror jeg, kan mærkes blandt vores lærlinge, og er med til at gøre Cabinplant til en attraktiv læreplads, siger Henrik Søndergaard.

Cabinplant løser en lang række opgaver i udlandet. Gennem disse opgaver får lærlingene international erfaring, og det er attraktivt for de fleste, der er i lære i virksomheden.

- Alle vores lærlinge kommer med på opgaver i udlandet, og vi anbefaler dem også at tage i mod tilbuddet om at komme i praktik nogle måneder på vores afdeling i Polen. Den internationale erfaring er klart et plus og modner lærlingene, siger Henrik Søndergaard. Hos Cabinplant tror man meget på en åben og ærlig dialog.

- Jeg tror meget på ærlighed. Det giver tryghed både hos lærlingene og hos os, og så giver vi eleverne ansvar og en høj grad af medbestemmelse helt fra starten af, når vi ansætter dem, siger Henrik Søndergaard. Cabinplant har haft lærlinge igennem mange år, flest rustfaste klejnsmede, men også industriteknikere. Virksomheden har gennem de seneste år også taget eux-lærlinge, hvilket man har rigtig god erfaring med.

-Vi tager gerne eux-lærlinge. De er dygtige og ambitiøse. Vi organiserer uddannelsen af dem gennem individuelle lærlingeplaner, så de unge ved præcis, hvad de skal lave fra den første dag i virksomheden, og mentorer blandt svendene sørger for tryghed, og for at lærlingene falder godt til.

- Det er vores opskrift på et godt samarbejde og et godt lærlingeforløb, fortæller Henrik Søndergaard.

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K