Del

2 ud af 3 EUX-elever får praktikplads

2 ud af 3 EUX-elever får praktikplads i en virksomhed. Den sidste tredjedel går i skolepraktik. Det viser Danske Erhvervsskolers nye kortlægning af praktikpladssituationen for EUX-eleverne. Det er godt nyt, men ikke godt nok.

Danske Erhvervsskoler har netop lavet en kortlægning af praktikpladssituationen for EUX-eleverne. Undersøgelsen viser, at 2 ud af 3 elever har fået en praktikpladsaftale i en virksomhed af kortere eller længere varighed. Den sidste tredjedel af eleverne er i skolepraktik. 18 ud af de 20 erhvervsskoler, der udbyder EUX, har deltaget i undersøgelsen.

- Praktikpladstallene for EUX-eleverne er godt nyt, men ikke godt nok. Langt flere virksomheder skulle gerne allerede næste år tage en EUX-lærling, hvis de politiske målsætninger skal nås. Virksomhederne har gennem flere år efterspurgt dygtigere lærlinge, så det burde ligge lige til højrebenet for langt flere at ta’ en EUX-elev, siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler.

Praktikpladserne skal være på plads om et år
EUX-uddannelsen er et af flagskibene i den nye erhvervsuddannelsesreform, der træder i kraft august 2015. De politiske ambitioner er store. Man ønsker, at langt flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse herunder EUX.

- Målet er, at EUX skal være med til at genvinde erhvervsuddannelsernes image som attraktive uddannelser for unge. Skal det ske er det afgørende, at vi alle er med til sikre, at der er praktikpladser til dem, siger Lars Kunov.


Tilrettelæggelse af skoleperioder er vigtigt 
Efterspørgslen på dygtige lærlinge er stor blandt arbejdsgiverne. Men når det kommer til at indgå en EUX-praktikaftale tøver mange virksomheder alligevel.

I undersøgelsen svarer mere end 60 % af skolerne, at det er sværere at skaffe EUX-praktikpladsaftaler i forhold til EUD-praktikaftaler. Og ifølge skolerne er virksomhedernes argumenter for ikke at tage en EUX-elev enslydende.
Mere end 80 % svarer, at det er den afkortede praktiktid, der afholder virksomhederne for at tage en EUX-elev, samt de lange skoleperioder, hvor virksomheden skal undvære eleven. De argumenter genkender Niels Søndergaard, der er studievejleder og praktikcenterkoordinator på Den jyske Håndværkerskole.

- En af barriererne, jeg møder, er, at virksomhederne mener, EUX’rnes længere skoleperioder hakker praktiktiden i stykker. Jeg tror, det ville være gavnligt at kigge på placeringen af skoleperioderne i samråd med virksomhederne, siger Niels Søndergaard.

Eleverne strømmer til EUX-uddannelsen
Interessen for EUX uddannelsen er ellers støt stigende blandt de unge, og det hænger rigtig godt sammen med arbejdsgivernes ønske om højere kvalitet på erhvervsuddannelserne. De seneste optagetal fra Danske Erhvervsskoler viser, at der i august 2013 var 1079 elever, der begyndte på EUX, og det er i år steget til 1514 EUX-elever. Det svarer til en fremgang på 40 %. Men det betyder også, at der allerede næste år vil blive brug for 40 % flere praktikpladser til EUX-eleverne, når de skal i gang med praktikdelen af deres uddannelse. Skolerne oplever også interesse for EUX-uddannelserne.

- Jeg tror, EUX’n har et kæmpe potentiale. Vi oplever stor interesse både fra de unge, forældre og virksomhederne. Det er meget positivt, men skal EUX’n blive den succes alle ønsker, kræver det, vi får styr på praktikken, siger Niels Nygaard, der er kvalitetschef på Teknisk Skole i Silkeborg.

Fælles løsning
Et bud på en løsning af praktikudfordringen er kompleks og består sikkert af en række delløsninger.

- Praktikpladsudfordringen for EUX skal løses i fællesskab mellem erhvervsskoler, de unge, virksomheder, politikerne og organisationerne. Vi har alle et ansvar, og vi er nødt til at tænke ud af boxen, siger Lars Kunov.

 

 

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K