Del

Danskernes adgang til FVU bør styrkes

Flere danskere med dårlige kundskaber i dansk og matematik skal gennemføre FVU. Erhvervsuddannelserne kan medvirke til at nå den politiske målsætning, men det fordrer, at det bliver enklere for erhvervsskolerne at udbyde FVU.

Flere danskere med mangelfulde kundskaber i dansk og matematik skal gennemføre FVU. Det er vigtigt, både for den enkelte elev, der bliver opkvalificeret, og for samfundet som helhed. Samtidig er FVU ofte en forudsætning for det faglige løft, som kursister og elever kommer på erhvervsskolerne for at få.

En ny analyse fra Danske Erhvervsskoler påpeger en lang række fordele ved at tilbyde FVU på erhvervsskolerne. Fx er målgruppen for AMU/EUD og FVU identisk, og erhvervsskolerne kan give FVU-undervisningen et erhvervsrettet miljø og perspektiv.
- Erhvervsskolerne er i forvejen vant til at udbyde uddannelse af høj kvalitet til voksne, og de kan sagtens levere FVU undervisning af høj kvalitet, hvilket en række skoler allerede gør, siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler.

Erhvervsskolerne vil gerne udbyde FVU

Danske Erhvervsskoler så gerne, at endnu flere erhvervsskoler fik et FVU udbud. Det vil give endnu flere danskere adgang til FVU.
Der er desværre i dag en række barrierer i styringen, der modvirker det. Som undersøgelsen viser, er der behov for en modernisering af styringen af FVU.

- Den nuværende styringsform giver administrative omveje, dobbeltudgifter og en begrænsning af udbuddet. Det er ikke hensigtsmæssigt, forklarer Lars Kunov.

Danske Erhvervsskoler ønsker derfor at ændre reglerne for udbud af FVU.
- Vi ser gerne, at alle erhvervsskoler får mulighed for at udbyde FVU, og at skolerne kan afregne direkte med ministeriet i form af taxameter og ikke som nu, hvor afregningerne går gennem VUC, siger Lars Kunov.

Danske Erhvervsskoler vil gerne bidrage til at løfte opgaven omkring at hæve niveauet for danskernes læse- og regnefærdigheder.
- Der er mange gevinster ved at have FVU på både erhvervsuddannelserne og på AMU uddannelserne, lyder det fra Lars Kunov.

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K