Del
23.05.2017
 | Nyhed

Bekendtgørelse giver elever valgmuligheder

Gymnasierne må alligevel gerne samlæse undervisningen i matematik på tværs af studieretninger, fremgår det af den netop udsendte gymnasiebekendtgørelse. I forslaget var der ellers lagt op, at det ikke skulle kunne lade sig gøre, men det protesterede Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier imod og nu har arbejdet altså båret frugt. DEG har gennem hele forhandlingsforløbet omkring gymnasiereformen og det efterfølgende lovarbejde bakket op om, at matematik får øget fokus på de gymnasiale uddannelser.

"Vi er meget tilfredse med resultatet, da det først og fremmest giver eleverne flere valgmuligheder. Gymnasierne vil nemlig kunne udbyde flere studieretninger, når de har lov til at sammensætte matematikklasser på tværs og ikke behøver etablere et helt matematikhold fra én studieretning," siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

DEG støtter dog, at det fremover ikke vil være muligt at samlæse på tværs af niveauer, så elever på A og B-niveau fx går på samme matematikhold.

En anden vigtig gevinst i bekendtgørelsen er, at gymnasierne fortsat må etablere lige så mange studieretningsklasser, hvor undervisningen udbydes på engelsk, tysk eller fransk, som de har lyst til. Der var ellers lagt op til, at gymnasierne kun måtte udbyde én studieretningsklasse pr. årgang.

"Fremtidens unge skal begå sig på et globalt arbejdsmarked og derfor har det stor betydning, at danske gymnasiale uddannelser kan tilbyde eleverne fremmedsprog på højt niveau og kunne tilbyde egentlige fremmedsprogede studiemiljøer med flere klasser pr. årgang," tilføjer Lars Kunov.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K