Del
30.10.2014
 | Pressemeddelelse

DE-L: Elevsamtaler vil skærpe fokus på praktik

Aktivt praktikpladssøgende elever skal have opmærksomheden og derfor er aftale mellem regeringen, LO og DA om samtaler et vigtigt skridt, når elever og virksomheder skal matches. Indsats i forhold til praktikpladser er en forudsætning for EUD-reformens succes, mener Danske Erhvervsskoler-Lederne.

Elever, der hverken har ordinær praktikplads eller er i praktikcenter og står i praktikpladskøen, skal fremover til en samtale i det lokale praktikcenter. Formålet er at sikre, at eleverne er egnede, geografisk og fagligt mobile og aktivt søgende. Det er et af initiativerne i den aftale, regeringen netop har indgået med LO og DA. Ideen er god, da man dermed koncentrerer indsatsen om de elever, som reelt søger en praktikplads, mener Danske Erhvervsskoler-Lederne.

”Fokus på praktikpladser er en forudsætning for, at erhvervsuddannelsesreformen bliver en succes, så vi bakker bestemt op bag den nye aftale. Og vi må gå ud fra, at elever, der er startet på en erhvervsuddannelse, også er interesserede i at gennemføre den. Derfor er det et godt forslag, at vi fremover skal identificere de reelt praktikpladssøgende og finde ud af, hvorfor de har fravalgt praktikcentret, hvis det er en mulighed, så vi kan bruge kræfterne på at vejlede og motivere dem til at vælge en uddannelse, hvor der er praktikmuligheder,” siger direktør Lars Kunov, Danske Erhvervsskoler-Lederne.

Praktikaftalen fordeler i alt 95 mio.kr. i 2014-15 til praktikarbejdet og udover elevsamtaler skal pengene også bruges til en informationsindsats, administrativ hjælp til små virksomheder og til at ansætte flere praktikpladskonsulenter i praktikcentrene, som skal styrke det opsøgende arbejde overfor virksomhederne. Danske Erhvervsskoler-Lederne er dog bekymret for, om denne indsats er tilstrækkelig til at skaffe de praktikpladser, der er nødvendige for at uddanne den faglærte arbejdskraft, Danmark har behov for i fremtiden. Regeringens mål er, at 30 pct. af en ungdomsårgang skal tage en erhvervsuddannelse i 2025 og det stiller naturligvis krav om markant flere praktikpladser end i dag.

”Antallet af indgåede ordinære praktikaftaler falder desværre, så vi har brug for en ændret holdning både hos elever og virksomheder, hvis vi vil have flere dygtige faglærte. Nogle steder i landet ser vi at kommune, lokale virksomheder, organisationer og erhvervsskole indgår en musketer-ed om at skaffe de praktikpladser, der er behov for og så skaffer dem, så det er også et spørgsmål om vilje hos alle parter,” siger Lars Kunov. 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K