Del
25.02.2014
 | Pressemeddelelse

De unge får attraktive uddannelser

De unge kan være sikre på at gennemføre deres erhvervsuddannelse, hvis de vælger blandt en række uddannelser, og det har stor betydning for at kunne tiltrække flere, fremgår det af forliget om reform af erhvervsuddannelserne. En række af de 107 erhvervsuddannelser kommer på en såkaldt positivliste, hvor eleverne er garanteret at gøre deres uddannelse færdig, enten med en hel praktikplads eller i et praktikcenter suppleret med flere korte eller længere praktikforløb i en virksomhed. Og det er Danske Erhvervsskoler-Lederne meget glade for.

”Uddannelsesgarantien er afgørende, når de unge skal finde erhvervsuddannelserne attraktive. At det ikke gælder alle uddannelser, er sikkert også forståeligt for unge mennesker, for selvfølgelig skal der være et reelt arbejdsmarked og dermed jobmuligheder bagefter. Det signal kan vi nu sende klart og tydeligt,” siger Peter Amstrup, formand for Danske Erhvervsskoler-Lederne, der er godt tilfreds med, at politikerne for første gang sætter en konkret målsætning om, at 30 pct. af en ungdomsårgang skal tage en erhvervsuddannelse i 2025.

Erhvervsuddannelsesreformen indeholder et nyt basisforløb for elever, der kommer fra folkeskolen. Det giver gode muligheder for at skabe et ungdomsmiljø og introducere og vejlede de unge til erhvervsuddannelserne, inden de skal træffe deres endelige valg af uddannelse. Peter Amstrup er godt tilfreds med, at det i de afsluttende forhandlinger lykkedes at overbevise politikerne om, at tilbuddet også skal gælde elever op til et år efter, de har forladt folkeskolen. Udspillet var kun elever direkte fra 9. og 10. klasse.

Den nye EUX på de merkantile uddannelser ser Danske Erhvervsskoler-Lederne også som en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne, fordi de unge får både en faglært og en studieforberedende uddannelse samtidig, så de også kan læse videre.

”Vi forventer, at EUX vil være et attraktivt tilbud både til mange af de unge, der i dag vælger gymnasiet, og dem, der i dag går på det toårige merkantile grundforløb, men som ikke gør deres erhvervsuddannelse færdig med en praktikplads. Det er vigtigt at give de unge valgmuligheder,” siger Peter Enevold, næstformand i DE-L, der dog er bekymret over, at det ikke lykkedes at få forlænget det merkantile grundforløb for de elever, der ikke skal på EUX. De får forkortet deres grundforløb væsentligt, og det kan bl.a. skabe problemer for antallet af praktikpladser.

Erhvervsskolerne vil nu arbejde konstruktivt for at føre reformens mål ud i livet. ”DE-L forventer at blive inddraget i den endelige udformning af love og regler og det fremtidige arbejde for at måle kvaliteten på erhvervsuddannelserne,” siger Peter Amstrup.

 

 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K