Del
2.08.2016
 | Pressemeddelelse

Eliteatleter skal have bedre muligheder for at tage en erhvervsuddannelse

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling vil sammen med Team Danmark og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier sikre eliteatleter bedre muligheder for at gennemføre en erhvervsuddannelse.

Unge topatleter inden for svømning, sejlsport eller håndbold vælger i højere grad de almene gymnasiale uddannelser som ungdomsuddannelse frem for en erhvervsuddannelse. Årsagen er sandsynligvis, at de gymnasiale uddannelser har en mere vidtgående ordning om særlige forløb for godkendte Team Danmark-elever end erhvervsuddannelserne. Det giver Team Danmark-gymnasieelever mere fleksibilitet og tid til deres sport.

Derfor vil minister for børn, undervisning og ligestilling, Team Danmark og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier sammen arbejde for, at der også på erhvervsuddannelserne bliver mulighed for mere fleksible løsninger for godkendte Team Danmark-elever både i forhold til undervisning og praktik.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling vil den på den baggrund udarbejde en 3-årig forsøgsordning på erhvervsuddannelserne, som kan træde i kraft næste år.

"Vi har mange dygtige eliteatleter, som deltager i hårde internationale konkurrencer. Det skal vi være stolte af og værne om. De unges valg af ungdomsuddannelse skal ikke sætte en stopper for deres muligheder for at træne op til for eksempel OL i Rio de Janeiro. Lige meget om man går efter en studenterhue eller et svendebrev eller begge dele samtidig, skal det være muligt at udøve sin sportsgren på allerhøjeste niveau. Det skal den treårige forsøgsordning være med til at sikre," siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.

Team Danmarks direktør Lone Hansen er glad for, at der nu bliver bedre muligheder for eliteatleter at tage en erhvervsuddannelse. Fleksibilitet i uddannelsessystemet er afgørende for, at danske atleter kan præstere både på og uden for sportsarenaerne, fortæller hun.

"I Danmark har vi knækket koden i forhold til, hvordan man udvikler atleter på højeste internationale niveau og samtidig gør det muligt, at atleterne også tager en uddannelse. Det, tror jeg, er en af årsagerne til, at det er lykkedes at skabe så mange danske succeshistorier i international idræt. Store danske sportspræstationer er noget, der samler hele Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi står sammen om at skabe de bedst mulige vilkår for atleterne, og det er meget glædeligt, at der nu etableres en forsøgsordning på erhvervsskolerne," siger Lone Hansen.

"Forsøgsordningen er et rigtig godt initiativ, så vi kan gøre os nogle erfaringer med muligheder for eleverne på erhvervsuddannelserne. Der er nogle særlige udfordringer med praktiktiden, hvor virksomhederne skal kunne se værdien. En del erhvervsskoler har allerede erfaringer med eliteatleter på hhx og htx, som de også vil kunne gøre brug af," siger direktør Lars Kunov, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

Team Danmark vil også etablere en ordning, hvor praktikvirksomheder, som har indgået uddannelsesaftale med en eliteatlet, bliver Team Danmark Praktikpartner og vil blandt andet kunne anvende Team Danmarks logo. Ordningen tilrettelægges i samarbejde med Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og erhvervsorganisationer.

Team Danmark vil også i højere grad samarbejde med kommuner og skoler med fokus på at etablere lokale partnerskaber for at skabe flere praktikpladser til Team Danmark elever. 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K