Del
22.06.2012
 | Nyhed

En million kroner til grønne undervisningsforløb

Puljen bliver målrettet grønne initiativer og projekter på alle niveauer fra daginstitutioner over folkeskole til ungdoms- og arbejdsmarkedsuddannelser.

I forbindelse med FN's tiår for uddannelse for bæredygtig udvikling (UBU) 2005-2014 iværksætter Ministeriet for Børn og Undervisning initiativer, der støtter og udvikler uddannelse for bæredygtig udvikling.

 Den særlige initiativpulje, som nu udbydes, skal støtte særligt fremragende initiativer i den daglige undervisning og efterfølgende formidle ideerne til inspiration for andre.

"Det er regeringens mål, at Danmark skal være et grønt samfund og førende inden for bæredygtig innovation. Det mål kræver en langsigtet strategi, og derfor er det vigtigt at få hele uddannelsessystemet med på at tænke i grønne og bæredygtige baner," siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

Vi skal sammen skabe en ny grøn generation "Vi skal sammen skabe en ny grøn generation. Den grønne generation skal opbygge kompetencer inden for bæredygtighed og miljø, så den kan være med til at bygge fremtidens grønne samfund," siger ministeren.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini inviterer derfor til efteråret en række aktører, interessenter og uddannelsesfolk, der kan styrke samarbejdet mellem skoler, virksomheder, offentlige forvaltninger, interesseorganisationer mv. til et møde om, hvordan vi bedst styrker undervisningen i bæredygtig udvikling.

 

Fakta

Puljen til undervisningsforløb i uddannelse for bæredygtig udvikling på en million kroner bliver uddelt i portioner på op til 15.000 kroner, og den vil således kunne støtte cirka 70 grønne undervisningsforløb.

 

Puljen administreres af Dansk Naturvidenskabsformidling, som udmelder præcise kriterier og praktiske retningslinjer for ansøgning på www.formidling.dk/UBU.

 

Ansøgningsfristen er den 1. oktober 2012.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K