Del
15.09.2015
 | Pressemeddelelse

Færre elever koster faglært arbejdskraft

Arbejdsmarkedet har brug for faglærte, så der er behov for at få flere til at tage en erhvervsuddannelse, siger Danske Erhvervsskoler-Bestyrelserne i en kommentar til, at 11 pct. færre starter på en erhvervsuddannelse sammenlignet med 2014.

Om fem år skal 25 pct. af en ungdomsårgang tage en erhvervsuddannelse, så det er dårligt nyt, når færre elever har valgt at begynde på en erhvervsskole i år sammenlignet med sidste år. Dette bekræftes af de netop offentliggjorte tal fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, som omfatter både de helt unge og de voksne. Derfor er der brug for en ihærdig indsats for at tiltrække flere både unge og voksne elever de kommende år, mener Danske Erhvervsskoler-Bestyrelsernes formand, Per Påskesen.

”Vi havde forventet en midlertidig nedgang i antallet af elever på grund af EUD-reformen og de nye adgangskrav. Det må dog ikke få os til at ryste på hånden, for vi har en forventning om, at adgangskravene betyder, at de elever, der starter, er dygtigere og mere motiverede og derfor også vil gennemføre deres erhvervsuddannelse med et godt resultat”, siger Per Påskesen.

Han understreger dog, at arbejdsmarkedet har brug for, at flere går på samme vej. Ifølge prognoserne vil der opstå mangel på faglært arbejdskraft, hvis tilgangen ikke øges væsentligt.

”Erhvervsuddannelserne har haft brug for et imageløft, hvor vi sender et klart signal om, at det kræver noget at tage en erhvervsuddannelse. Derfor er det også vores mål, at vi skal tiltrække flere af de elever, som i dag pr. automatik vælger en gymnasial uddannelse,” tilføjer DE-B’s formand.

Yderligere kommentarer Per Påskesen, mobil 21 27 59 09.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K