Del
17.11.2014
 | Nyhed

”Hands On Production – Innovation New ideas”

Hedensted Kommune har netop kørt et helt unikt læringsprojekt "Hands On Production – Innovation New ideas" også kaldet HOP-IN.
Projektet har til formål at styrke samarbejdet og koblingen mellem folkeskoleelever, virksomheder, uddannelsesinstitutioner.

Projektets primære mål er at give kommunens 7. klasses folkeskoleelever indblik i, hvad der sker i en virksomhed, og hvilke karrieremæssige valgmuligheder man har, hvis man vælger en erhvervsuddannelse indenfor produktion. For virksomhederne gælder det om at sikre, at der også er arbejdskraft til fremtidens industri ved f.eks. at vise, at man som smed ikke ’bare’ skal kunne bruge sine hænder, men at man faktisk også skal kunne en hel del matematik.

Ifølge Hedensteds borgmester Kirsten Terkilsen (V) får vi brug for ”både kloge hænder og kloge hoveder i industrien for at være sikre på, at vi kan udvikle hele tiden sådan at vi også kan have produktionsvirksomheder fremadrettet i Danmark”. Sidst men ikke mindst, vil kommunen gerne sætte fokus på produktion som et attraktivt og muligt valg, når de unge skal vælge uddannelse og senere hen karrierevej.

Se TVHorsens videoindslag her:

Under forløbet blev eleverne tilknyttet en virksomhed, hvor de kom på besøg og fik en rundvisning samt et kort undervisningsforløb. Herefter blev elevernes egen workshops sat i gang, hvor de selv skulle få omsat deres idéer til produkter i løbet af 4 dage.

Politiker Troels Lund Poulsen besøgte projektet og var positiv stemt overfor initiativet: ”Erhvervslivet over mange år får en rigtig god ting ud af det her projekt. Først og fremmest fordi de mange elever der nu her bliver gjort opmærksomme på, at man ikke nødvendigvis skal gå på gymnasium, men at man også kan gå efter at få en teknisk uddannelse – og vi ved jo, at der bliver brug for faglært arbejdskraft i fremtiden”.

Ugen blev afsluttet med en messe, hvor elevernes produktioner blev vist frem. Der blev også kåret en vinder af årets udgave af HOP IN, som dette år blev 7.s fra Juelsminde Skole. De havde lavet en model af et udendørs læringsrum med 4 lærings- og aktivitetsmiljøer. Du kan læse mere om projektet på www.hop-in.dk.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K