Del
8.05.2015
 | Pressemeddelelse

Millioner til teknisk udstyr glæder erhvervsskolerne

Det er meget positivt, at regeringen har lyttet til vores efterlysning af tidssvarende udstyr til erhvervsskolerne, siger Per Påskesen, formand for Danske Erhvervsskoler-Bestyrelserne, der glæder sig over de 150 mio.kr., regeringen netop har afsat til formålet for at styrke erhvervsuddannelsernes kvalitet.

Elever på erhvervsuddannelserne skal have adgang til det nyeste tekniske udstyr for at få den bedst mulige uddannelse som kvalificeret faglært arbejdskraft i virksomhederne. Derfor hilser erhvervsskolerne en økonomisk saltvandsindsprøjtning på 150 mio.kr. fra regeringen velkommen, siger Per Påskesen, formand for Danske Erhvervsskoler-Bestyrelserne, DE-B.

"Skal vi fremover kunne levere den højt kvalificerede faglærte arbejdskraft, som virksomhederne efterspørger, og samtidig tiltrække de dygtige elever fra folkeskolen er vi nødt til at have adgang til teknologisk avanceret udstyr i undervisningen på skolerne. Derfor har DE-B sammen med bl.a. Dansk Metal gennem flere år kæmpet for flere midler til erhvervsskolerne, og jeg glæder mig over, at regeringen nu har lyttet til os," siger Per Påskesen.

DE-B’s formand ser det som en vigtig opbakning til erhvervsuddannelsesreformen, hvor der er fokus på at tiltrække flere elever, som kan deltage i talentforløb og er kvalificerede til fag på højniveau. Det kræver, at den teknologiske maskinpark på skolerne følger med.

"Den pædagogiske udvikling af både lærere og ledere er i fuld gang på erhvervsskolerne, men den skal understøttes af det rigtige udstyr, som vi nu kan se frem til," tilføjer Per Påskesen. 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K