Del
4.12.2012
 | Pressemeddelelse

Reformudspil vil lette overgang til ungdomsuddannelse

Der er behov for at styrke overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse, så flere unge kommer videre i uddannelse efter grundskolen, og her trækker regeringens folkeskoleudspil ”Gør en god skole bedre” bestemt i den rigtige retning, mener direktør Lars Kunov, Danske Erhvervsskoler.

"Det grundlæggende tankesæt bag reformen signalerer, at folkeskolen fremover skal gennemføre undervisning, der er mere erhvervsrettet og kombinerer teori og praksis, og det vil komme alle, både stærke og svage elever, til gode. Både flere obligatoriske valgfag i folkeskolens ældste klasser, hvor man kan tilbyde såvel praktiske fag som værkstedsundervisning og temaer som teknologi og innovation, og tidligere fokus på elevernes uddannelsesparathed kan bidrage til, at alle elever får en uddannelse efter folkeskolen," siger Lars Kunov.

Han bakker også op bag forslaget om, at der opstilles klare og objektive kriterier for, hvad det vil sige at være uddannelsesparat, og at eleverne skal gennem en foreløbig vurdering allerede i 8. klasse, så lærere og UU i fællesskab kan hjælpe de elever, der har brug for ekstra støtte fagligt eller socialt inden udgangen af 9. klasse og overgangen til ungdomsuddannelse.

Det stemmer overens med Danske Erhvervsskolers anbefalinger til en folkeskolereform, som blev lanceret i oktober. Samarbejdet bør dog følges op af formaliserede vejledningspartnerskaber mellem UU, lærere og forældre, så de i fællesskab støtter eleven.

På erhvervsskolerne ser man også frem til, at regeringens forslag om en mere sammenhængende skoledag med flere undervisningstimer øger mulighederne for at styrke samarbejdet mellem folkeskole og ungdomsuddannelser og lokale virksomheder.

"Mange steder er man allerede godt i gang, og de nye aktivitetstimer kan i de ældste klasser bruges til at styrke elevernes viden om uddannelse og arbejdsliv. Og så er vi da også godt tilfredse med, at regeringen med sin reform vil sikre mere og bedre undervisning i dansk og matematik i folkeskolen. Uden de grundlæggende læse- og regnefærdigheder er de unge meget ilde stedt på fremtidens arbejdsmarked," tilføjer Lars Kunov.

Se også:

Danske Erhvervsskolers anbefalinger til at gøre folkeskolen bedre - oktober 2012

 

 

 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K