Del
20.10.2015
 | Pressemeddelelse

Vinderne kåret ved DM i Teknologi og Erhvervscase

Fire htx-elever fra EUC Syd i Aabenraa vandt tirsdag finalen i DM i Teknologi med deres opfindelse af en toiletdør, der først åbner, når man har desinficeret sine hænder.
Vindere af årets erhvervscase blev Aalborg Handelsskole med et smart kitchen.

Industriens Hus dannede tirsdag formiddag rammen om dette års finale i DM i Teknologi og Erhvervscase, der er en konkurrence i geniale opfindelser og gode forretningsidéer for elever fra teknisk gymnasium og handelsgymnasiet. I alt 10 hold fra hele landet deltog.

Vinder af DM i Teknologi for elever fra det tekniske gymnasium blev EUC Syd i Aabenraa. De fire elever vandt med deres bud på, hvordan man løser problemet med dårlig håndhygiejne på landets sygehuse.
Htx-eleverne Andreas Harmuth. Jesper Thaysen Henriksen, Oliver Elgaard Gellett og Philip Brodersen Hansen havde opfundet en særlig toiletdør, der først åbner, når man har desinficeret sine hænder.

”Opgaven er løst formidabelt. I er kommet med en løsning af et aktuelt samfundsproblem omkring manglende håndhygiejne. Der er stærke tal og en stærk analyse bag jeres produkt, og opgaven har en høj samfundsmæssig værdi. Og så har I tilmed vist et fint samarbejde”, sagde dommer Per Weiss, der er direktør i PMW Engineering, blandt andet i begrundelsen for valg af vinder.

Smart kitchen vandt erhvervscase

Eleverne fra handelsgymnasiet dystede i en erhvervscase med køkkenkoncernen Nobia som omdrejningspunkt. Her vandt holdet fra Aalborg Handelsskole, Kevin Huynh, Marcus Myrtue Christiansen, Mathias Blak Frost og Nicolaj Christensen, med deres idé om et smart kitchen – et højteknologisk køkken, der for eksempel kan hjælpe forbrugerne med at holde styr på, hvad der mangler i køkkenskabene.

Dommer Freddy Kloster Nielsen, uddannelseschef i Nobia Denmark A/S, sagde blandt andet følgende i sin begrundelse:

”I har en soleklar strategi. Jeres opgave er gennemtænkt og analyseret, I lavede en flot præsentation, og jeres forslag var både realistisk, prisbilligt og særdeles innovativt.”

Andenpladsen i teknologi-konkurrencen gik til EUC Nord i Hjørring. På tredjepladsen kom Hillerød Tekniske Gymnasium.

I erhvervscase-konkurrencen gik anden- og tredjepladsen til henholdsvis Slotshaven Gymnasium i Holbæk og København Nord i Hillerød.

Se billeder af vinderne i htx her, fotograf Wilfred Gachau.

Se billederne af vinderne af hhx her,fotograf Wilfred Gachau.

DM i Teknologi og Erhvervscase er en årligt tilbagevendende konkurrence arrangeret af Danske Erhvervsskoler – i år i samarbejde med DI. For yderligere information kontakt koordinator Annika Yderstræde fra Danske Erhvervsskoler: tlf.: 51 94 70 02, ay@danskeerhvervsskoler.dk., og pressekoordinator Helen Jensen, DI, tlf.: 21 24 47 02, heje@di.dk.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K