Del

Undervisningsministeriet

Herunder er anført de bestemmelser fra Institutionsloven, hvor Undervisningsministeriet er involveret i skolens økonomi eller  -  under vanskeligheder for skolen  -  kan blive det.  

Som listen afspejler, er der i høj grad tale om forhold, hvor bestyrelsen har det overordnede ansvar, men hvor det er den daglige ledelse, der udfører det praktiske arbejde. Undervisningsministeriets rolle/beføjelser

  • Undervisningsministeren kan tilbagekalde en skoles godkendelse, hvis den på grund af sin økonomiske situation skønnes uegnet til at fortsætte sin virksomhed.

  • Bestyrelsen er over for undervisningsministeren ansvarlig for institutionens drift, herunder for forvaltningen af de statslige tilskud.

  • Hvis bestyrelsen ved sine dispositioner bringer institutionens videreførelse i fare, kan undervisningsministeren beslutte, at bestyrelsen straks træder tilbage.

  • Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om institutionernes byggevirksomhed.

  • Undervisningsministeren kan beslutte at anlægge retssag mod bestyrelsesmedlemmer, ledere, revisorer eller andre i anledning af tab påført institutionen.

  • Undervisningsministeren yder tilskud eller lån til institutionerne efter Institutionslovens § 15, stk. 2-6.

  • Undervisningsministeren kan yde lån og tilskud til institutioner, der efter ministerens skøn er kommet i en særlig vanskelig økonomisk situation. Lånet eller tilskuddet er betinget af, at institutionen følger ministerens krav til omlægning af institutionens virksomhed med henblik på genopretning af institutionens økonomi.

  • Undervisningsministeren kan yde tilskud og lån i forbindelse med sammenlægning eller spaltning af institutioner.

  • Undervisningsministeren kan yde tilskud til kostafdelinger (skolehjem).

  • Undervisningsministeren fastsætter regler om optagelse på kostafdelinger og om betaling for kost og logi.

  • Undervisningsministeren kan fastsætte regler om tilskud til de direkte undervisningsudgifter til uddannelse, hvor lovgivningen herom ikke fastsætter regler om sådanne tilskud.

  • Undervisningsministeren kan helt eller delvist yde tilskud til udviklings- og forsøgsvirksomhed eller til andre særlige formål samt til iværksættelse af nye uddannelser ved institutionerne.

  • Undervisningsministeren kan ved ydelse af tilskud til institutionerne stille vilkår, der fremmer formålet i Lov om aktiv socialpolitik og Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (sociale klausuler). Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

  • Undervisningsministeren kan efter forhandling med finansministeren fastsætte nærmere regler om institutionernes budget- og bevillingssystem og om udbetaling af tilskud til institutionerne.

  • Årsregnskabet opstilles og indsendes til Undervisningsministeriet efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren.

  • Institutionens regnskabsføring skal være i overensstemmelse med regler, der fastsættes af undervisningsministeren.

  • Regnskaberne revideres efter regler fastsat af undervisningsministeren.

  • Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om revisors kontrol af institutionens oplysninger til brug ved beregning af statstilskud.

  • Revisor fører en revisionsprotokol, der indsendes til Undervisningsministeriet sammen med årsregnskabet.

  • Opfylder revisor ikke kravene til revision i henhold til denne lov, eller tilsidesætter revisor i øvrigt sine pligter som revisor, kan undervisningsministeren pålægge institutionen at antage en anden revisor.

  • Hvis undervisningsministen bliver bekendt med, at der foreligger lovovertrædelser eller andre uacceptable forhold i forbindelse med forvaltningen af institutionens midler, skal undervisningsministeren, hvis revisionen giver anledning hertil, snarest iværksætte foranstaltninger til genoprettelse af en lovlig og forsvarlig forvaltning.

  • Undervisningsministeren fører tilsyn med institutionerne.

  • Finder undervisningsministeren, at en institutions virksomhed ikke er i overensstemmelse med lovgivningen eller de regler eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold til lovgivningen, kan ministeren udstede påbud til institutionen om at ændre den pågældende virksomhed.

  • Undervisningsministeren kan for institutioner, der ikke følger bestemmelserne i denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, regler eller aftaler om løn- og ansættelsesvilkår, jf. § 23, stk. 1, eller ministerens påbud, jf. § 29, stk. 2, tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvist eller kræve tilskud tilbagebetalt helt eller delvist. Ministeren kan tilbageholde tilskud eller lade tilskud bortfalde for institutioner, som begæres erklæret konkurs eller standser deres betalinger, eller når der i øvrigt er fare for, at en institutions virksomhed må indstilles. Ministeren kan desuden kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen i øvrigt har været fejlagtig. For meget udbetalt tilskud kan modregnes i kommende tilskudsudbetalinger.

  • Undervisningsministeren kan indhente alle oplysninger fra institutionerne om uddannelserne, deltagere i uddannelse, personalet, udstyret, huslejeaftaler, aftaler om ejendomskøb og andre aftaler, institutionernes drift i øvrigt og om bestyrelsens medlemmer til brug for fastlæggelse af tilskud, gennemgang af årsregnskaber, gennemførelse af tilsyn og udarbejdelse af statistik. Ministeren kan bestemme, at sådanne oplysninger skal leveres i elektronisk form, herunder i hvilket format leveringen skal ske, samt fastsætte krav til kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger.

  • Undervisningsministeren kan bestemme, at institutionerne eller grupper af institutioner skal anvende fælles administrative systemer sammen med andre institutioner.

  • Undervisningsministeren kan ved institutionernes anvendelse af forskellige administrative systemer fastsætte krav hertil.

  • Undervisningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem institutionerne og Undervisningsministeriet, herunder om anvendelse af digital signatur.

  • Institutionerne skal som betingelse for at opnå tilskud følge påbud, regler mv. fra undervisningsministeren efter § 29, stk. 2, og § 31.

  • Institutionerne skal sikre, at informationer om institutionerne efter undervisningsministerens nærmere bestemmelse på en let tilgængelig måde er oplyst på institutionernes hjemmeside på internettet.

  • Efter nærmere regler fastsat af undervisningsministeren kan klager over en institutions afgørelser indbringes for ministeren.

Ovenstående er brudstykker af den styring, som Undervisningsministeriet udøver over for skolerne.  

I 1995 udgav Teknisk Skoleforening og Handelsskolernes Bestyrelsesforening et responsum fra professorerne dr.jur. Bent Christensen og dr.jur. Bernhard Gomard med titlen Erhvervsskolerne og centraladministrationens styring.  

Den grundlæggende styring er den samme, så der kan stadig hentes oplysninger af interesse fra denne publikation.

Vil du vide mere?

foto af Thomas Kurz Ankersen
Thomas Kurz Ankersen - Chefkonsulent - jura og organisation
  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K