Del

Dagens gode historie fra virkeligheden

Selv om erhvervsskolerne er lukket ned, er der fortsat livlig aktivitet derude. Det vil Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier gerne vise omverdenen, så hver dag vil vi lægge en god historie om, hvad der foregår et sted i landet. I dag er historien fra Silkeborg.

Brug vand og sæbe før håndsprit

På Teknisk Gymnasium på College360 i Silkeborg er underviser Inge Findorf gået kreativt til værks i forhold til at bruge kemiundervisningen til at give eleverne viden om, hvordan man mindsker smitte med Corona. Hun har fået sine 2. års klasser i kemi til at udføre tre små hjemmeforsøg ved køkkenbordet med ingredienser, som findes i de fleste husholdninger - nemlig vand, olie, eddike, flydende opvaskemiddel eller sæbe og stødt peberblanding.

For at kunne udføre forsøget har eleverne fået tilsendt en opgavetekst med angivelse af materialer og forsøgsvejledning. Skulle eleverne være forhindrede i at udføre forsøgene, er der lagt links til film ud til dem, hvor de kan se, hvad der sker i forsøgene. Eleverne har filmet deres egne forsøg og derefter besvaret en række spørgsmål. Derefter skal eleverne undersøge hvad håndsprit indeholder og tage stilling til den mest effektive måde at forebygge smitte på. 

”Min intention med forsøget var at vise eleverne vigtigheden af, at vi bruger sæbe, når vi vasker hænder, inden vi spritter dem af. Jeg håber, at pointen med at mindske smitten med Corona ved at vaske hænder gik op for eleverne samtidig med, at vi behandler kemiske emner på en virkelighedsnær måde, der får teorien til at give mening for eleverne”, fortæller Inge Findorf.

Her er en lille video optaget under elevernes forsøg. Videoen viser hvordan vand og sæbe i kombination nærmeste frastøder snavs i form af peberblanding. Klik her for at se videoen.

Herunder ses et billede af, hvordan kemiundervisningen så ud FØR nedlukningen af skolerne. Så må I selv forestille jer, hvordan det ser ud, når eleverne står enkeltvis ved egne køkkenborde.

  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K