Lommeregner, kuglepen, finans, business

Finanslovsforslag 2022

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier har udarbejdet tre forslag til finansloven 2022. Forslagene bygger på tilføjelse af midler til den samlede erhvervsskolesektor og ikke på en omfordeling af eksisterende midler mellem skoler.

Fremadrettet pl-regulering

Grund- og udkantstilskuddet pl-reguleres ikke på ungdomsuddannelsesinstitutionerne, ligesom det er tilfældet på f.eks. professionshøjskolerne og de nyetableret FGU-institutioner. En ændring af dette vil imødekomme et politisk ønske om at understøtte de mindre udbudssteder, der oftest er beliggende i udkanten. Såfremt en reform af taxameter- og tilskudssystemet kommer til at betyde en ændring i forholdet mellem aktivitetsafhængige og aktivitetsuafhængige statstilskud, så sidstnævnte udgør en større andel, vil en forsat manglende pl-regulering medføre en indirekte besparelse på ungdomsuddannelsesområdet. Derfor mener DEG, sammen med en række andre aktører, at en ændring bør træde i kraft med finanslov 2022.

Fra midlertidige til permanente midler

Erhvervsskolesektoren har i årevis fået tilført en række midlertidige kvalitetspuljer og takstforhøjelser, som bortfalder frem mod 2025. Samlet set vil det betyde, at erhvervsskolerne i 2025 vil have ca. ½ mia. kr. mindre at drive uddannelser for sammenlignet med 2021. DEG opfordrer således til, at der igangsættes en proces ifm. finanslov 2022, hvor disse midler indarbejdes permanent i taksterne. 

Ligestilling på de gymnasiale uddannelser

På finansloven 2017 blev der foretaget en harmonisering af taxametrene mellem hhx og stx, da der eksisterede uforklarlige forskelle. Til trods for dette er der stadig forskelle i tilskuddene til de 3-årige gymnasiale uddannelser:​​​​​​

  • Udkantstilskuddet, hvor både størrelsen på tilskuddet samt forudsætningerne for at få tilskuddet er forskellige. Dette er tydeligst på de mindre hhx-udbydere ift. stx-udbyderne men også et problem ift. htx-udbyderne.

  • Taxameter til fag på A-niveau, som kun ydes til stx til trods for, at htx har et lignende fagudbud der bør være berettiget til et tilsvarende tilskud.
  • Karakterkravet for udløsning af det sociale taxameter er på 6,75 for hhx og htx, mens det for stx er 7,25. Det betyder, at en elev med 7,0 i gennemsnit fra grundskolen kategoriseres som frafaldstruet på stx og udløser tilskud, men ikke på hhx og htx. DEG mener, at der i finanslov 2022 skal findes midler til at udligne denne forskel mhp. at forskellene permanent elimineres med en reform af taxameter- og tilskudssystemet.

Baggrund

DEG’s forslag til finanslov 2022 er kortsigtede forslag for det kommende år, som harmonerer med DEG’s ønsker til fremtidens taxameter- og tilskudssystem, som er båret af fem pejlemærker:

  1. Enkelt og gennemsigtigt bevillingssystem
  2. Et bevillingssystem, der adresserer strukturelle problematikker
  3. Grundtilskuddet skal være udbudsbestemt
  4. Tilsyn skal imødekomme politiske målsætninger og prioriteringer
  5. Økonomisk ligestilling af sammenlignelige uddannelser