Nyhedsbrev fra Danske Erhvervsskoler -
 
 
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne
 
 
 
 
 
 
 
 

Chefkonsulent Inger Friis Svendsen fra Moderniseringsstyrelsen var inviteret til DE-L’s orienteringsmøde for at tale om de nye rammer for planlægningen af arbejdsopgaver. Noget skal være anderledes på alle skoler fra august, og I har en stor ledelsesopgave foran jer, sagde hun blandt andet til forsamlingen.

- Vi ser den nye aftale som et paradigmeskifte, som visionær og fremadrettet, siger chefkonsulent Inger Friis Svendsen fra Moderniseringsstyrelsen.

Hun er inviteret til DE-L’s orienteringsmøde om OK13 på First Hotel Copenhagen, hvor direktører, chefer og ledere fra erhvervsskolerne er samlet for blandt andet at høre dette oplæg fra en af forhandlingernes helt centrale parter.

Nu har I ledelsespligten

- Arbejdstidsaftalen er kun et middel til at nå et mål. Målet er bedre undervisning, fortsætter chefkonsulenten og tilføjer senere:

- Med den nye aftale har I fået ledelsesretten. I har også fået ledelsespligten. Nu kan I ikke gemme jer bag akkorder og regneark. Nu er I kommet meget tættere på jeres medarbejdere og måske især jeres mellemledere. Det er en stor udfordring.

Fokus på opgaven

Moderniseringsstyrelsen forventer, at der med de nye rammer sker et markant fald i udgiften til overarbejde. Hvis nogen mener, at de får svært ved at rekruttere, fordi lærerne ikke længere kan bijobbe, så må de finde andre måder at belønne attraktive medarbejdere, lyder det fra chefkonsulenten.

- Nu skal der fokus på opgaven. Ikke på hvor mange timer man får til at løse den. Der skal være et tidsregistreringssystem, men det er ene og alene et værktøj.

- I skal tage aktivt stilling til, hvad der skal ske i perioder uden undervisning. I skal også tage stilling til, hvornår man er på arbejde, siger Inger Friis Svendsen og tilføjer, at man nu går fra forhandlet retfærdighed til oplevet retfærdighed, og at udgangspunktet er, at lærerne er til stede på skolerne.

I er bagud på point

Inger Friis Svendsen medgiver, at ledelserne står i en svær situation. Aftalen er på plads for lærerne på hhx og htx, men ikke på eud. Og det er ikke alle lærere, der ser det her som en positiv forandring, selvom de nye rammer indebærer en lønstigning til lærerne på gymnasierne.

- I er bagud på point i forhold til den her kulturforandring, lyder det fra Inger Friis Svendsen.

- Vi vil gøre alt for at hjælpe, men det er klart, at I står ude i forreste frontlinje.

Forandring fra august

En anden udfordring er den korte tidshorisont. Snart er det eksamenstid og sommerferie – og efter august skal den nye ordning træde i kraft. Ting kan tage tid, men der er ingen tvivl om, at noget skal være forandret på alle skoler fra august.

- Vi starter nu, og der er ikke noget, der hedder business as usual, siger Inger Friis Svendsen og tilføjer senere:

- Men vi er alle sammen fælles om at skabe den her nye virkelighed.

Moderniseringsstyrelsen er på vej med en vejledning, som forhåbentligt kan svare på de tekniske spørgsmål, der må være til de nye rammer for planlægningen af arbejdsopgaver.

 
 
 

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier  -  Ny Vestergade 17, 2. sal  -  1471 København K
Tlf.: 333 77 888

 
 
Frameld nyhedsbrev