Del

​​​​​​​Mentortilbud hjælper unge kvinder på vej

PIFT er et mentortilbud til sårbare, unge kvinder. Målet er at motivere og fastholde kvinderne i job eller uddannelse, og resultaterne er gode.

PIFT tilbyder nu erhvervsskolerne at indgå i samarbejder om at fastholde sårbare kvinder i uddannelse.

- Vi har rigtig gode erfaringer med samarbejder med kommuner og jobcentre, men vil nu også meget gerne indgå samarbejder direkte med erhvervsskolerne, så vi kan få hjulpet flest mulige unge kvinder ift. psykisk trivsel og fastholdelse, siger Julie Nielsen, projektkoordinator i PIFT.

De unge kvinder får tilbudt et mentorforløb af en varighed på 6-12 måneder. De mødes med en frivillige mentor ca. 4 timer om måneden i deres lokalområde. Mentorforløbet handler om det, den unge kvinde giver udtryk for at have behov for støtte og hjælp til og kan handle både om sociale og faglige aspekter i den unges liv.

- PIFT har foreløbigt faciliteret 78 afsluttede mentorforløb. Ud af disse var 44 af de unge under opstart eller i gang med en uddannelse. Dette er unge der tidligere er droppet ud af op til flere uddannelser og er i stor risiko for frafald.  Heraf blev 33 unge kvinder hjulpet til at fastholde deres uddannelse, dvs.75 %, fortæller Julie Lykke Nielsen.

Mentor gav tryghed og luft i hverdagen

En af de unge kvinder, der er blevet hjulpet i gang med uddannelse af en mentor, er Emilie på 18 år, der nu er i gang med hovedforløbet på en SOSU-assistentuddannelse.

- Min mentor, Monica, har betydet rigtig meget for mig. Jeg var en meget forvirret teenager, der var droppet ud af gymnasiet, og min mor var syg derhjemme – det fyldte rigtig meget i mit liv. Men samtalerne med Monica gav mig en stor tryghedsfølelse og luft i hverdagen, så jeg igen fik overskud til at tænke på min fremtid og uddannelse, siger Emilie.

Et typisk mentorforløb kører over 6 måneder, men i Emilies tilfælde blev det forlænget, og nu efter forløbet er afsluttet ses Monica og Emilie privat.

Fakta:
Er man interesseret i at høre mere om mulighederne for mentorer, kan man kontakte Julie Lykke Nielsen, projektkoordinator i PIFT og høre nærmere på tlf. 50 76 33 55.
Læs mere på www.pift.nu

Se også video

PIFT er forankret i en række kommuner som en del af beskæftigelsesindsatsen i jobcenterets ungeafdeling. PIFT er stiftet gennem et samarbejde mellem KVINFO og Foreningen Nydansker.

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K