Del

Pride Week: Velbesøgt debatmøde på NEXT om retten til at være sig selv

Beskæftigelsesministeren deltog i august i et debatmøde om accept af kønsidentitet og seksualitet på erhvervsskoler. Debatmødet, der var arrangeret af DEG og FH, fandt sted i anledning af Pride Week.

Kan man være åben om sin seksualitet på erhvervsskolerne?

Med det spørgsmål som afsæt mødtes beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Nanna Højlund, murer og samfundsdebattør Mette Schack Dahlmann og formand for DEG-L Ole Heinager til et debatmøde på NEXT Nørrebro fredag den 16. august.

Foran et par hundrede spørgelystne elever debatterede panelet, hvordan man på erhvervsskoler kan skabe en kultur og et miljø, som giver elever og medarbejdere plads til, at de kan være sig selv.

Ole Heinager meldte klart ud, at skolerne har et ansvar for, at eleverne kan være åbne om deres seksualitet, men han understregede samtidig, at arbejdspladserne også skal på banen:

”Vi har naturligvis som ledere, undervisere og vejledere et ansvar for at sikre, at vores skoler er rummelige. Og det ansvar påtager vi os gerne. Men det er også vigtigt, at man ude på arbejdspladserne, hvor eleverne er en stor del af deres uddannelsesforløb, er bevidste om, at der skal være plads til alle.”

Beskæftigelsesministeren erklærede sig helt enig og fortalte, at regeringen nu vil gå i dialog med arbejdsmarkedets parter om LGBT-personers trivsel på arbejdspladserne:

”Vi har taget initiativ til at drøfte med arbejdsmarkedets parter, hvordan vi i fællesskab kan ændre kulturen på arbejdspladserne,” sagde Peter Hummelgaard med henvisning til, at ligestillingsminister Mogens Jensen for nylig har inviteret arbejdsmarkedets parter til et dialogmøde om, hvordan man kan skabe inkluderende arbejdspladser for alle.

Læs mere om debatmødet:
Beskæftigelsesminister: Folk skal ikke putte med deres seksualitet
https://deg.dk/aktuelt/visning/beskaeftigelsesminister-folk-skal-ikke-putte-med-deres-seksualitet/

 

 

  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K