Del

Elever udfordrer "plejer"

Thermo Fisher Scientific var en af de to virksomheder, der fik en flot andenplads i finalen til Årets Læreplads.

Virksomheden er del af en global koncern, der producerer laboratorieudstyr, og er indstillet til prisen af kontorelev, Malene Ruff, der går på Roskilde Handelsskole.

Helle Bak Sanden, hr-businesspartner i Thermo Fisher Scientific, fortæller her om virksomhedens erfaringer med at være læreplads og om, hvorfor hun tror, de er blevet indstillet som Årets Læreplads.

- Jeg tror, vi er en god praktikplads, fordi vi har dygtige ledere, der ser den enkelte medarbejder og agerer på, hvad de ser. Og så har vi en meget ”hjælpsom” kultur i vores virksomhed, hvor alle hjælper hinanden videre, hvor vi kan. Det tror jeg, betyder meget, siger Helle Bak Sanden.

Thermo Fisher Scientific har haft elever og lærlinge gennem flere år, særligt plastmagerelever, men også inden for andre faggrupper herunder kontorelever.

- Når man har en elev, er det vigtigt, at en eller flere medarbejdere tager ejerskab over for eleven og sikrer, at praktikken forløber godt. Det er vigtigt, at elevens ønsker bliver taget alvorligt, og at han eller hun får medindflydelse på indholdet i arbejdet, så tager eleverne også mere ansvar selv, er vores erfaring.

- Der er klart mange fordele ved at have elever. Som virksomhed bliver vi udfordret, på måden vi tænker på og på ”plejer”. Det er rigtig sundt, tror jeg. En elev skaber også mulighed for, at nogle af vores faste medarbejdere får mulighed for at få nye opgaver som fx at få ansvaret for en elev, det er også meget positivt.

Helt overordnet har Thermo Fisher Scientific kun gode erfaringer med at have elever og lærlinge og fremhæver samarbejdet med Roskilde Handelsskoles tilbud om ”speeddating” mellem virksomheder og praktikpladssøgende elever.

- Det er et rigtig godt initiativ, der sparer os som virksomhed for en masse arbejde, når vi skal ansætte elever.

Andenpladsen af Årets Læreplads betyder meget for Thermo Fisher Scientific.

- Ja, vi er både glade og stolte og lidt benovede over kåringen, siger Helle Bak Sanden.

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K