Del

”Vi gik bare i gang” - fra htx til selvstændig med 35 ansatte

CompanYoung startede som en projektopgave på htx. Nu har firmaet 35 ansatte og kontor i både Aalborg og København. Læs Interviewet med Daniel Birkholm, 26 år og kommerciel direktør og partner i firmaet CompanYoung.

Hvad er CompanYoung?

- I dag er CompanYoung en slags hybrid mellem en rekrutteringsportal for unge og nyuddannede og et kommunikations- og marketingsbureau. I praksis hjælper vi firmaer og uddannelsesinstitutioner med at positionere sig over for unge og tiltrække dem som medarbejdere og studerende. Det er vi eksperter i, fordi vi hele tiden undersøger og opdaterer os på vores målgruppe. Opdaterede data er vores vigtigste råstof, fortæller Daniel Birkholm.

Hvordan startede firmaet?

- CompanYoung startede som en fiktiv virksomhed i faget teknologi på htx på Aalborg tekniske gymnasium i 2007. Idéen var at lave en fiktiv online jobportal for studerende og nyuddannede. Men lynhurtigt blev ideen til virkelighed. Jeg var i gruppe sammen med Mads og Bo, og vi fik også Kevin med, der gik på hhx - han vidste nemlig en masse om regnskab og afsætning. Vi blev hurtigt enige om at prøve at realisere portalen. Og så gik vi i gang med at drive virksomhed sideløbende med at teknologiopgaven blev gjort færdig på htx.

Hvad var de største udfordringer ift. at komme i gang?

- At få sat selve virksomheden i søen, var som sådan ikke nogen udfordring. Vi var fire drenge, der hver lagde vores børneopsparing på bordet, og så kørte vi derud af. Udfordringen var naturligvis at få det gjort til en god forretning. Efter halvandet års anstrengelser, hvor vi prøvede diverse forskellige muligheder og modeller, fik vi i 2009 investorer. Fra deraf tog det for alvor fart. I den forbindelse fik vi blandt andet lagt en mere fokuseret strategi omkring salg og udvikling, og det var vigtigt, kan jeg se i dag.

Hvilken betydning har det haft, at du har en htx baggrund?

- Da jeg begyndte på htx, forestillede jeg mig, at jeg skulle være ingeniør og bagefter ansættes et eller andet sted. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være selvstændig. Men det fik jeg jo så idéen til undervejs – i virkeligheden sådan lidt tilfældigt, vil jeg godt indrømme. Men det er klart, at det, at det var muligt at ”lege” med oprettelsen af en virksomhed, var afgørende for, at vi kom godt i gang, siger Daniel Birkholm.

Læs mere om CompanYoung på www.companyoung.com

 

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K