Del

Teori og praksis går op i en højere enhed ved DM

Alt fra hæve-sænke skraldespande til digital tøjprøvning blev præsenteret ved DM i Teknologi og Erhvervscase. Her blev det tydeligt, at innovationsgraden stiger, når virksomheder og elever arbejder sammen.

Forventningen og spændingen kunne mærkes i luften på Børsen den 27. september, hvor Danmarks dygtigste hhx- og htx-elever dystede ved DM i Teknologi og Erhvervscase, og rektorerne fra landets handelsgymnasier og tekniske gymnasier var samlet til årstemakonference.

De fem hhx-finalisthold og fem htx-finalisthold var skarpt klædte og klar med deres produkter og præsentationer i hver deres stand. Blandt andet demonstrerede to elever fra Gymnasiet HTX i Skjern den silicone-ring, de havde udviklet for at forhindre skeer i at glide ned i gryden. Tre elever fra IBC Aabenraa holdt en blændende præsentation om det smarte i at introducere 3D-scannere i SPORTMASTERS butikker for at optimere kundernes mulighed for digital tøjprøvning og bedre onlineshopping. Og to gutter fra ZBC Selandia i Slagelse kunne svare på ethvert spørgsmål om software, teknik og økonomi i den robot, de havde bygget til ældreplejen. Dommerne var mærkbart imponerede.

- Det er virkelig inspirerende og superinteressant at se unge, der er så engagerede, kreative og innovative. Og de har både teknisk forståelse og kan løfte deres idéer op i et samfundsmæssigt perspektiv, sagde Gry Egstrup, underdirektør, Talent & Leadership Excellence i TDC, der var dommerformand i HTX-konkurrencen.

Styrken ligger i samarbejdet

Alle var til DM enige om, at styrken ved konkurrencen ligger i at lade skoler og virksomheder arbejde tæt sammen for at skabe opgaver inden for teknologi og erhvervscase, hvor eleverne kan mærke virkeligheden.

- Et tæt samarbejde mellem erhvervslivet og skolerne er afgørende. Det kræver, at vi som erhvervsliv er med til at præge uddannelserne, så man får uddannet unge med de kompetencer, der rent faktisk er brug for. Omvendt får vi også en masse ud af kontakten med skoler og elever, fordi vi kan komme hjem med gode idéer og nye måder at tænke på, sagde Gry Egstrup.

Rolig på vegne af fremtiden

Tore Nederland, sortiments- og projektchef i Føtex, der var dommerformand i hhx-konkurrencen, var helt enig.

- Hvis man er en virksomhed med ambitioner, skal man også tage ansvar for den pipeline, der er for nye talenter. At være en del af DM i Teknologi og Erhvervscase giver os også muligheden for at vise flaget og tage temperaturen på, hvad der rører sig, forklarede han. Og at temperaturen på htx- og hhx-talenter er god, var der ingen tvivl om hos ham.

- Hvor er man bare rolig på vegne af fremtiden. De unge er gode til at koble praksis og teori, og det er tydeligt, de har fået meget med fra skolerne. Og så var de bare vildt gode til at præsentere, sagde han.

Elever gik hjem med store planer

Hos eleverne var der heller ingen tvivl om, at det bedste ved konkurrencen var at komme tæt på virkeligheden. Som Rebecca Hyldgaard, der var på htx-vinderholdet fra Rybners i Esbjerg med opfindelsen af en hæve-sænke skaldespand, begejstret sagde efter sejren:

-Nu vil vi prøve at kontakte rengøringsselskabet ISS, der har stort fokus på ergonomi for at se, om de vil være med til at videreudvikle vores idé. Det er virkelig fedt, at vi kommer ud og mærker virkeligheden og får kontakt med erhvervslivet på den her måde. Det ville jo aldrig være sket på STX.

Alle eleverne fik gode råd med hjem af dommerne til videreudvikling af deres produkter og strategier. Og nogle fik endda mere end det. For eksempel kunne de to piger fra HTX Skjern gå hjem med en aftale med Dansk Crowdfunding Forening, der var klar til at hjælpe dem med at sætte deres silicone-ring i produktion. Og Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) tilbød studiejob til eleverne fra IBC Aabenraa, der imponerede direktøren med deres tanker om 3D-scanninger.

 

Fakta: Årets finaledeltagere og deres innovative produkter:

 

HTX

1. Mads Michaelsen, Casper Jepsen, Rebecca Hyldgaard og Emilie Nielsen, Rybners, Esbjerg: En app-styret hæve-sænkeskraldespand, der har som formål at mindske rygskader blandt rengøringspersonale.

2. Signe Sandager Gosvig og Julie Elisabeth Ørskov, Gymnasiet HTX, Skjern: Silicone-ring, der kan forhindre skeer i at glide ned i gryden.

3. Lucas Støjko Andersen og Jonathan Pedersen-Bjergaard, Erhvervsskolen Nordsjælland, Hillerød: Digitalt vejskilt, der kan give besked om andre bilister i blinde vinkler.

 Christian Badsberg og Simon Bischof Mahnkopf, ZBC Selandia, Slagelse: Robot, der skal frigøre mere tid til social omsorg i ældreplejen.

 Kristian Trintved Thomsen, Lasse Krøgh Daugbjerg, Pia Charlotte Schroeder, Karl Meisner-Jensen og Benjamin Dahl Mikkelsen, Aalborg Tekniske Gymnasium: Et aktivitetsskab, hvor du gratis kan låne sportsudstyr i offentlige parker.

HHX

1. Anders Winther Albrechtsen, Rasmus-Emil Herum og Benjamin Bailey, Handelsgymnasiet Aalborg: App med bl.a. webshop og spil, der kan optimere Sportmasters onlinehandel.

2. Anne-Mette Svane Andersen, Jesper Gerber og Morten Anker, IBC Aabenraa andenpladsen: Digitalt prøverum ved hjælp af 3D scanning.

3. Regitze Lyngby Lauridsen, Laura Braagaard Pedersen og Julie Nielsen, Skanderborg-Odder Center for Uddannelse: Tøjkollektion til gamere inkl. holdningskorrigerende t-shirt.

 Christian Endres, Kean Ottesen, Mads Jørgensen og Zakaria Dahmani, Niels Brock, København: Forretningsmodel, der kombinerer genbrug af sportstøj med markedsføring af private labels.

 Mikkel Edvard Fletcher Green, Patrick Sembach Andersen, Sadjad Hassani og Oliver Nygaard, ZBC Ringsted: Platform til og koncept for gensalg af brugt sportstøj.

  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K