Del

Mia og Christina er to ud af tre elever ansat i salon Hair Trends.

"Kemien skal passe, når jeg ansætter en elev"

Frisør Hair Trends er en af de virksomheder, der har deltaget i praktikpladsundersøgelsen. Salonen har 12 ansatte heraf tre elever - og to afdelinger, en i Hammel og en i Hinnerup.

Indehaver og frisør, Mette Gade Jørgensen, er ikke i tvivl om, hvad der afgør, hvem hun ansætter som ny elev.

- Det er kemien og min mavefornemmelse. Jeg skal kunne mærke ansøgerens interesse for faget i min krop. Det er vigtigt, at de har gejst og er nysgerrige. Deres faglige niveau er ikke afgørende, vi skal nok lære dem det, de skal kunne. Men de skal ville faget, og så helst være udadvendte af natur. Det er en stor fordel, når man har med kunder at gøre, siger Mette Gade Jørgensen.

Ansvar over for faget
I salon Hair Trends har man altid haft elever, og sådan vil det også blive ved med at være. Mette Gade Jørgensen oplever, at eleverne giver god energi, og så mener hun også, at hun som arbejdsgiver har et ansvar for, at frisørfaget bliver videreført gennem uddannelse af nye frisører.

- Vores elever giver et frisk pust til teamet. De brænder for faget og er mega-kreative, og så holder de os andre i gang. De er guld værd – også som arbejdskraft. Vi er helt afhængige af dem i hverdagen, siger Mette Gade Jørgensen.

Samarbejdet med skolen kører bare
I praksis sørger Mette Gade Jørgensen for løbende at tage en ny elev, så der hele tiden er en ny elev, en der er ca. halvvejs gennem uddannelsen, og en der snart er færdiguddannet. Det fungerer for Hair Trends også i forhold til elevernes skoleperioder.

- Hverdagen fungerer bedst, hvis eleverne ikke skal på skole samtidigt. Men jeg har altid haft et godt forhold til Tradium, som er der, hvor vores elever kommer fra. Det kører bare. Uddannelsesplanerne er fuldstændig klare, jeg ved, hvad de lærer på skolen, og hvad vi er ansvarlige for – og så kender jeg studielederen, som altid gerne hjælper med at finde et bud på en elev, hvis vi ikke selv har en i kikkerten.

 

  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K