Del
 | Pressemeddelelse

Brøndby IF er årets erhvervscase

Brøndby IF er årets virksomhed i erhvervscase-opgaven i DM i Teknologi og Erhvervscase 2020.

Når DM i Teknologi og Erhvervscase for gymnasieeleverne fra det tekniske gymnasium, htx, og det merkantile gymnasium, hhx, skydes i gang, bliver det i år med udgangspunkt i Brøndby IF som årets virksomhedscase.

- Vi er meget glade for, at Brøndby IF har sagt ja til at være case i år. Det er en spændende virksomhed, med nogle interessante og anderledes forretningsområder. Jeg er helt sikker på, Brøndby IF bliver en populær case at arbejde med for vores elever, siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, som står bag DM i Teknologi og Erhvervscase.

Brøndby IF bakker op om de unge talenter
Brøndby IF bakker om talentudvikling og innovation som en del af deres eget værdigrundlag og ser frem til samarbejdet, hvor hhx-eleverne skal dyste om at udvikle forretningsplaner, markedsstrategi og innovative forretningsidéer med udgangspunkt i Brøndby IF som virksomhed. Samtidig dyster htx-eleverne om at være de bedste produktudviklere inden for teknologiske opfindelser, der gør hverdagen nemmere.

- En vigtig del af Brøndby IF’s værdigrundlag er at være innovative og engagere os i begivenheder - både lokalt og nationalt. Derfor synes vi, det er interessant at være den virksomhed, der skal danne grundlag for årets erhvervscase. Vi glæder os til at se, hvordan den næste generation af erhvervstalenter kigger på Brøndby IF som virksomhed og dens forretningsområder, og vi håber selvfølgelig på at få masser af inspiration, siger marketingchef, Thomas Skov Petersen.

Dansk Erhverv partner bag DM
Dansk Erhverv er for fjerde år i træk parter på DM i teknologi og erhvervscase, hvor de blandt andet bidrager med at identificere årets erhvervscase, finde dommere fra erhvervslivet og stiller Børssalen til rådighed på finaledagen den 30. september.

For Dansk Erhverv er mesterskabet en væsentlig begivenhed, der kommunikerer vigtig viden om htx og hhx, herunder uddannelsernes tilknytning til erhvervslivet, teknologisk nytænkning og samt kobling mellem teori, innovation og virkelighed.

- Hhx- og htx-uddannelserne er unikke, fordi undervisningen kombinerer teori og praksis og giver eleverne et direkte link til virkeligheden. Gennem projektarbejde får eleverne sat kød og blod på, hvad fagene kan og skal bruges til på den anden side af uddannelsessystemet. Helt enkelt. Vi er derfor både stolte over og glade for, at Brøndby IF vil bidrage til, at vi får det budskab ud til langt flere unge, siger Claus Rosenkrands Olsen, uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv.

For yderligere information kontakt Ingrid Behrndt Andersen, projektleder i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
tlf. 20 20 72 91
iba@deg.dk.

Læs mere om DM i Teknologi og Erhvervscase på www.deg.dk


  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K