Del
 | Nyhed

Flere elever har valgt eud

PRESSEMEDDELELSE FRA DANSKE ERHVERVSSKOLER OG -GYMNASIER

Det er glædeligt, at lidt flere elever – knap én procent af de unge - har valgt en erhvervsuddannelse direkte fra folkeskolen i år. Med 19,4 pct. er vi dog stadig langt fra de politiske mål på 25 pct. i 2020 og 30 pct. i 2025, så der er fortsat behov for en ambitiøs udskolingspakke fra politikerne, mener Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

Det er et skridt i den rigtige retning, når 1 procentpoint flere elever har valgt en erhvervsuddannelse i år sammenlignet med 2017. I år har 12.895 elever i 9. og 10. klasse besluttet sig for at søge ind på en erhvervsuddannelse, og det er 560 flere elever end sidste år.

”Vi glæder os naturligvis over, at der er en lille samlet fremgang og vi ved jo, at det dækker over store forskelle landet over. Flere steder i landet har man heldigvis oplevet en markant fremgang. Men landstallet understreger, at vi fortsat har brug for en massiv indsats i folkeskolen, hvis vi skal nå de politiske mål og få flere interesserede i erhvervsuddannelserne. Derfor har vi store forventninger til den udskolingspakke, politikerne på Christiansborg er på vej med, og vi håber, at der bliver tale om en ambitiøs plan, som forpligter alle parter lokalt til at gøre en indsats,” siger Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

Han glæder sig også over, at 115 flere elever har valgt htx sammenlignet med sidste år. Desværre har 201 færre søgt hhx. Der er dog i begge tilfælde tale om små tal fordelt på landsplan. 529 flere har i år valgt hf, og 1.257 færre stx.

At politikerne er parate til at tage markante initiativer i brug for at fremme søgningen til erhvervsuddannelserne bekræftes af Venstres forslag om at placere alle kommunale 10. klasser på erhvervsskolerne. Socialdemokraterne bakker forslaget op. I dag har 11 kommuner valgt at placere hele deres 10. klasses tilbud på en erhvervsskole.

”10. klasse spiller en central rolle i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Flere erhvervsskoler har erfaring med at drive hele kommunens 10. klasse og vi synes naturligvis, at det er en fremragende idé at udbrede det til hele landet. Vi er meget optagede af, at dette skoleår i langt højere grad forbereder eleverne på et mere præcist uddannelsesvalg gennem den anvendelsesorienterede og praktiske måde at lære på, som de efterfølgende vil møde på en erhvervsuddannelse,” siger Lars Kunov.

 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K