Del
 | Pressemeddelelse

Digitaliseringen af AMU er blevet en omvej for brugerne – ikke en genvej


Efteruddannelse.dk er Danmarks nye portal for onlinetilmelding til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Portalen gik i luften den 4. januar 2010. Formålet med portalen er at give virksomheder, der vil tilmelde medarbejdere til AMU-kurser, og private kursister en nem og smidig adgang til de mange kursustilbud.

Erhvervsskoler og virksomheder er pålagt at bruge systemet ved lov, men her godt tre uger efter lanceringen virker portalen stadig ikke efter hensigten. I øjeblikket bruger skolerne flere ressourcer på kursusadministration end før systemet blev indført. Alligevel er skolerne blevet pålagt at gennemføre besparelser på deres kursusadministration fra den 1. januar. Undervisningsminister Bertel Haarder har dog lovet at trække besparelserne tilbage, hvis ikke systemet virker.

”Efteruddannelse er helt afgørende i en krisetid så hverken danske virksomheder eller erhvervsskoler kan leve med at systemet ikke virker. Virksomhedernes situation er utilfredsstillende, men jeg kan heldigvis konstatere at vores medlemsskoler kæmper for at hjælpe virksomhederne gennem det her.”, siger Lars Kunov, Danske Erhvervsskoler.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K