Del
 | Pressemeddelelse

Fjernundervisning i AMU er en oplagt mulighed under Corona-krisen

Sammen med den nyligt indgåede trepartsaftale kan fjernundervisningskurser på AMU være med til at sikre, at Danmark kommer stærkt ud af krisen.

I en tid hvor uddannelsesinstitutionerne lukker ned og virksomheder sender medarbejdere hjem, er det afgørende, at alle muligheder for at afbøde de samfundsmæssige konsekvenser tages i brug. Her har Danmark et enestående efteruddannelses-system, som sikrer opkvalificering og omskoling af både beskæftigede og ledige gennem arbejdsmarkedsuddannelser (AMU). Derfor opfordrer Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) sammen med Dansk Erhverv virksomhederne til at undersøge deres muligheder for at sende medarbejdere på fjernundervisningskursus, som et af flere greb i forhold til at fastholde medarbejdere.

”Virksomhederne er hårdt pressede lige nu og her, og vi har allerede med trepartsaftalen gjort det muligt at sende medarbejdere hjem med lønkompensation. Men der er heldigvis også andre redskaber i skuffen. Vi vil gerne slå et slag for, at virksomhederne også overvejer at sende deres medarbejdere på online-kurser, hvor det giver mening. Det er en oplagt mulighed for at fastholde og opkvalificere medarbejdere samtidig med, at virksomheden kan få VEU-godtgørelse,” siger Laurits Rønn, direktør i Dansk Erhverv.

Send medarbejdere på kursus og få lønrefusion
Danske Erhvervsskoler og- Gymnasier er enige i denne betragtning og opfordrer til, at virksomhederne kontakter skolerne for at få lavet aftaler om fjernundervisningsforløb.  

”Rigtig mange skoler står klar med et katalog af kurser, der kan udbydes som fjernundervisning fra dag ét. Derudover oprustes der lige nu, så de fremmødekurser, der kan gennemføres online, omformes til digitale tilbud,” siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

Der tilbydes fjernundervisning inden for de fleste brancheområder, og alle der ikke har en videregående uddannelse har ret til VEU-godtgørelse. 

”Det betyder jo reelt, at virksomhederne kan sende medarbejder på et fjernundervisningsforløb i AMU og få dækket en stor del af medarbejdernes løn, idet VEU-godtgørelsen svarer til 100 procent af dagpengesatsen. Derudover er der i mange overenskomster mulighed for at søge supplerende lønkompensation i kompetencefonde, hvilket betyder, at arbejdsgiverne bliver refunderet for lønudgifter, når medarbejderne er på uddannelse”, siger Lars Kunov.
 
Virksomheder og medarbejdere oprustes til fremtiden
Dansk Erhverv gør også opmærksom på, at der i mange overenskomster er aftaler om både aftalt og selvvalgt uddannelse.

”For virksomhederne giver det mulighed for at klæde medarbejderne på til at kunne indgå i den udvikling virksomheden ser foran sig, når krisen er overstået. For medarbejderen betyder det, at man kan benytte muligheden for at vedligeholde sine kompetencer, eller man kan tænke i opkvalificering, der kan ruste én til fremtidige jobmuligheder. I den nuværende situation med mindre gang i arbejdsmarkedet er det her en oplagt anledning til at overveje de mange muligheder for fjernundervisning, der findes i vores solide efteruddannelsessystem,” siger Laurits Rønn.

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier understreger, at der ikke er noget til hinder for, at virksomhederne kommer hurtigt i gang med fjernundervisning i AMU.
 
”Der er nu - mere end nogensinde før - brug for, at fjernundervisning i AMU spilles på banen som en del af løsningen til at sikre fastholdelse af medarbejdere på arbejdsmarkedet. På den måde vil flere virksomheder forhåbentligt kunne gøre brug af AMU – og dermed vil resultatet forhåbentligt blive, at vi kommer stærkere gennem krisen,” afslutter Lars Kunov. 

Kontakt din erhvervsskole for at høre mere om muligheder for fjernundervisning, eller kontakt e-vejledningen på telefon 70 22 22 07 og få svar på dine spørgsmål www.ug.dk/evejledning.

Medlemmer af Dansk Erhverv kan som altid få rådgivning i forhold til uddannelses- og støttemuligheder i efteruddannelsessystemet.


Pressekontakt
Kitte Verup, kommunikationspartner
Tlf. 81 45 45 02, mail kv@deg.dk 


  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K