Del
 | Pressemeddelelse

Flere har valgt en erhvervsuddannelse

For første gang siden 2012 er det mere end 20 pct. af eleverne fra grundskolen, der har valgt en erhvervsuddannelse. Men det er stadig langt fra målet om 25 pct. allerede næste år, så der må nye initiativer til, påpeger Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier.

Der er tale om en lille fremgang på i alt 0,7 procentpoint, så det nu er 20,1 pct. fra 9. og 10. klasse, der vil starte på en af de fire hovedområder på erhvervsuddannelserne efter sommerferien, viser de netop offentliggjorte søgetal fra Undervisningsministeriet. Stigningen dækker over en fremgang på det tekniske på 1 procentpoint og en lille tilbagegang på det merkantile.

 ”Det er naturligvis positivt, at tallet samlet stiger, så det nu er hver femte elev, der har valgt en erhvervsuddannelse og vi dermed har udsigt til flere faglærte. Det er forhåbentlig udtryk for, at den megen omtale og politiske initiativer har fået flere til at få øjnene op for de spændende muligheder. Men udviklingen går med meget små skridt, så der er fortsat behov for et stærkt politisk fokus, eftersom vi er langt fra det politiske mål,” siger Kim Simonsen, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne.

 Forligspartierne bag erhvervsuddannelsesreformen satte i 2014 et mål om, at hver fjerde af eleverne fra grundskolen skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020 og i 2025 skal det være 30 pct. af eleverne fra 9. og 10. klasse.

 ”Det ser uhyre vanskeligt ud, så de nye søgetal bør illustrere for politikerne, at der skal mere radikale initiativer til i forhold til ungdomsuddannelserne, hvis de vil ændre de unges søgemønstre markant. Derfor håber vi, at en ny regering efter det forestående folketingsvalg vil nedsætte en ungdomsuddannelseskommission, som kan analysere og komme med anbefalinger til et nyt system, der stemmer bedre overens med både de unges og samfundets interesser,” siger Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne.

 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K