Del
 | Nyhed

Hertil og ikke længere!

Af Peter Amstrup, formand, Danske Erhvervsskoler - Lederne og Per H. Madsen, formand Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne

Danske Regioner har i ugens løb præsenteret to udspil, dels vedr. fremtidens strukturering af elev- og kapacitetsfordelingen til landets ungdomsuddannelser, dels en ny vækstplan for Danmark med fokus på yderområderne.

Danske Regioner opstiller fem redskaber, der skal sikre større nærhed og tilgængelighed til ungdomsuddannelser, så de unge har adgang til de grundlæggende ungdomsuddannelser inden for en rimelig transportafstand.

Det lyder jo ganske fornuftigt, og Danske Erhvervsskoler kan da også erklære sig enige i regionernes mål: nemlig at sikre 95 % af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse. Der er bare et aber dabei: dels viser en rapport fra UNI-C, at uddannelsesfrekvensen IKKE er lavest i de områder, som man normalt omtaler som udkantsdanmark. Det er altså ikke i Tarm, at de unge har svært ved at få en uddannelse, men i langt højere grad i Ishøj. Dels, at erhvervsskolerne er selvejende institutioner med bestyrelser, der fastsætter elev-kapaciteten på skolerne. Det er ikke regionerne eller staten, der bestemmer det.

De danske regioner skal have noget at lave. Derfor skal der udarbejdes ”langsigtede elevtalsprognoser, der skal danne grundlag for en hensigtsmæssig regional uddannelsesdækning”. Nu er Danmark jo ikke et særligt stort land. Mange erhvervsuddannelsestilbud ligger på grænsen mellem to regioner og får elever fra begge sider. Sådan skal det fortsat være. Danske Erhvervsskoler mener, at opgaven skal løftes op, og at der centralt skal nedsættes en analyse- og prognoseenhed, der på et nationalt niveau kan følge udviklingen og bidrage med indspark til de lokale bestyrelsers arbejde.

Danske Regioner ønsker også at oprette en række fælles kapacitets- og fordelingsudvalg, som skal koordinere fordelingen af elever i hver region. Dette var traditionen i de gamle amter i forhold til de almene gymnasier, og denne tradition er fortsat ind i regionerne, selvom nogle almene gymnasier ønsker sig fritaget fra ordningen. Regionerne vil nu udvide koordineringsarbejdet til at omfatte alle ungdomsuddannelser, dvs. også de erhvervsrettede gymnasiale uddannelser samt erhvervsuddannelsernes grundforløb.

De danske erhvervsskoler har været selvejende institutioner i næsten 20 år. I alt den tid har skolerne skullet tiltrække elever ved at tilbyde gode uddannelser og uddannelsesmiljøer. Nogle skoler har ikke kunnet levere varen og har måttet erkende og leve med, at de unge søgte derhen, hvor tilbuddet var bedst. Sammenholdt med stadig stigende krav om effektiv økonomisk drift har dette betyder mange institutionsfusioner i erhvervsskolesektoren, vel og mærke uden færre udbudssteder. Man kan nemlig godt have et uddannelsesudbud uden en rektor!

I Danske Erhvervsskoler mener vi, at den frie vilje hos de unge skal respekteres. Deres uddannelsesønske må være det primære styringsværktøj og ikke hensynet til mindre institutioners overlevelse. Danske Regioner påpeger, at de almene gymnasier i yderområderne får 80% af deres elever fra nærområdet, mens 20% kommer fra et større opland. Hvis de 20% skulle finde på at søge mod andre gymnasier, kan det betyde lukningen af det lokale gymnasium. Det kan Danske Regioner ikke leve med, og derfor skal de 20% ”koordineres” hen på det lokale gymnasium for at sikre institutionens overlevelse – også selvom de hellere ville noget andet. Måske vil de på en bestemt uddannelsesinstitution, som er specialiseret i musik eller idræt, men det må de ikke.

Nu er der altså også kommuner, hvor der et alment gymnasium, men hvor andelen af unge, som tager en stx er meget lav. Foreslår DR så, at der skal køres unge ind fra oplandet for at sikre, at denne institution kan blive liggende der til evig tid? Den tankegang kan vi ikke bakke op om. De danske erhvervsskoler ønsker ikke, at vores elever skal koordineres noget andet sted hen, end der hvor de selv ønsker at være. Det kan alt andet lige kun gøre det vanskeligere at fastholde dem i uddannelserne. De 80% som ønsker at gå på et uddannelsestilbud i nærområdet, kan sagtens gøre dette. Det kræver bare, at en fusioneret institution lægger et uddannelsestilbud i det område. På denne måde kan udgifter til administration og institutionsdrift placeres i en større enhed med et bredere budget, og et udbud tilpasset de 80% kan godt overleve.

Men Danske Regioner stopper ikke her. Regionerne skal ”yde en mere aktiv indsats for at sikre bæredygtige faglige miljøer og bedre geografisk dækning”. Det skal bl.a. ske ved, at regionerne skal udpege de geografiske områder, hvor der er behov for etablering af uddannelsesudbud. Ydermere skal etableringen bygget på elevgrundlaget, og der, hvor elevgrundlaget ikke alene kan bære et eller flere gymnasiale udbud eller grundforløb, der skal uddannelserne samles i en campus-model. Igen skal vi lige minde Danske Regioner om, at det altså er de lokale bestyrelser på henholdsvis erhvervsskolerne og gymnasierne, der selv beslutter, hvorvidt det ud fra et lokalt perspektiv er hensigtsmæssigt at indgå i campus, forpligtende samarbejde eller lignende. Det er ikke regionernes opgave. Det har de ikke indsigten til at kunne gøre. Det bør være skolerne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter lokalt samt kommune, erhvervsråd, Undervisningsministeriet mv., der diskuterer og beslutter dette.

I forhold til de særlige tilskud til udkantsområderne, så mener Danske Regioner, at disse skal fastholdes som ekstra grundtilskud. Det er ikke det, der er behov for. Der er behov for solide taxametre, som sikrer lige vilkår mellem ungdomsuddannelserne. Hvis Danske Regioner er så optaget af uddannelsesspredningen, kunne man jo kanalisere nogle af de mange penge, som regionerne bruger på endeløse projekter ud i taxametrene og derved bidrage til mere holdbare budgetter til uddannelsesinstitutionerne.

Hos Danske Erhvervsskoler er vi enige med Danske Regioner, når de siger, at ”De unge skal sikres attraktive valgmuligheder, så deres uddannelsesmuligheder ikke begrænses grundet deres bopæl”. Men ved regionale fordelingsnøgler, der siger ”hertil og ikke længere”, er det netop, hvad regionerne er i gang med. Hvis regionerne mangler en berettigelse og noget at lave, kan de jo starte med at indsætte nogle flere busser, så de unge kan komme til og fra uddannelserne. Det er samfundsmæssigt den mest rentable løsning.    


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K