Del
 | Pressemeddelelse

Lad ny viden komme de unge til gode

Vækst og innovation indgår allerede i de erhvervsrettede uddannelser, men der skal skabes endnu mere fokus på skolernes rolle som udviklingspartner, og hvordan uddannelserne bidrager til, at både de unge og danske virksomheder får adgang til ny viden.

Knap halvdelen af erhvervsskolerne har en strategi for at øge vækst og innovation i erhvervslivet, og mange skoler gennemfører innovationsprojekter i samarbejde med lokale virksomheder, viser en ny undersøgelse fra tænketanken DEA.

På skolerne ser man samarbejdet som en stor gevinst, der styrker faglighed og erhvervsrelevans i uddannelserne. Men alle skoler bør have en strategi for vækst og innovation, så de hele tiden har fokus på at udvikle sig i forhold til virksomhederne, mener Peter Enevold, næstformand i Danske Erhvervsskoler-Lederne.

”De erhvervsrettede uddannelser spiller en central rolle i virksomhedernes muligheder for vækst og innovation, og det stiller krav om et øget samspil både mellem skoler og virksomheder, men politikerne skal også i langt højere grad lade ungdoms- og voksenuddannelse indgå i de politiske mål og strategier,” siger Peter Enevold.

Derfor bør samarbejdet mellem uddannelser og virksomheder øges, og forskerne på landets læreanstalter må forpligtes til at formidle deres forskningsresultater til skolernes lærere til gavn for eleverne på de erhvervsrettede uddannelser.

DE har netop nedsat en arbejdsgruppe, der består af direktører fordelt på de fem regioner fra 4 erhvervsskoler og et erhvervsakademi, som skal arbejde for at styrke innovation, vækst og forretningsudvikling både i forhold til det centrale politiske niveau og regionalt overfor virksomhederne.

”De erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner har forskellige forudsætninger og muligheder for at bidrage, men alle har en fælles opgave med at levere en højt kvalificeret arbejdskraft til fremtidens samfund,” siger Peter Enevold.   

Se DEA's undersøgelse:

http://dea.nu/publikation/et-uudnyttet-innovationspotentiale

 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K