Covid virus close up

Mindre genåbning på erhvervsuddannelserne og AMU

Pressemeddelelse

Børne- og Undervisningsministeriet har i weekenden meddelt, at man er blevet enige om en lempelse for elever, som skal have afsluttende praktisk undervisning op til svendeprøve, og for ledige, som skal deltage i længere AMU-forløb.

Genåbningen bliver gældende fra den 6. april og omfatter de elever, der mangler praktiske kompetencer før de skal til svendeprøve inden 1. august, og ledige, der har behov for opkvalificerende efteruddannelse på et AMU-forløb, der varer mere end fem dage. Begge målgrupper får nu lov til at komme tilbage på skolen på fuld tid. 

Formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne, Ole Heinager, er glad for, at både politikerne og andre gode kræfter har arbejdet for, at nogle af dem, der har et allermest presserende behov, kan komme fysisk tilbage på skolerne på fuld tid. 

Tak til alle gode kræfter, som har arbejdet for at prioritere, at de ledige kan få ordentlig uddannelse og for, at de lærlinge, som skal til svendeprøve og ud på arbejdsmarkedet, kan få trænet deres praktiske kompetencer på fuld tid. Det er uden tvivl en tiltrængt håndsrækning til nogle af dem, der har allermest behov
- Ole Heinager, formand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne

Lars Goldschmidt, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne, deler glæden over beslutningen om denne yderligere lempelse. 

- For mange af de ledige faglærte og ufaglærte er efteruddannelse i AMU nøglen til at blive opkvalificeret og komme i arbejde. Det gælder, hvad enten de søger beskæftigelse i den branche de kommer fra, eller om de har behov for omskoling til at søge helt nye veje, siger Lars Goldschmidt.

- Erhvervsuddannelseseleverne på vej mod svendeprøven har alvorligt brug for den praktiske træning for at kunne bestå svendeprøven og være klar til arbejdslivet som faglært. Så det er en god beslutning, afslutter Lars Goldschmidt. 

Lempelserne er gældende fra tirsdag den 6. april. 2021. 

Læs mere om lempelserne på uvm.dk