Del
 | Pressemeddelelse

Ny tilsynsrapport om akademier er historie

Undervisningsministeriet har nu offentliggjort sin tilsynsrapport af erhvervsakademiernes organisering, en rapport, der er baseret på tilsyn tilbage fra 2009.

Danske Erhvervsskoler ser alene rapporten som et historisk dokument om en opstart af en ny sektor. Opstarten var baseret på en uklar lovgivning, der forventeligt affødte en søgende og forskelligartet organisering.

Vi finder derfor ingen grund til at forholde os til tilsynsrapportens konkrete kommentarer, omkring det som undervisningsministeriet i rapporten har betegnet som ikke tilfredsstillende eller ikke helt tilfredsstillende. Samtlige erhvervsakademier har her i 2011 tilsluttet sig den handlingsplan som DI og LO, bl.a. i samarbejde med Danske Erhvervsskoler, har udarbejdet om erhvervsakademiernes fremtid.

Handlingsplanen lever helt op til de nuværende politiske målsætninger om at skabe bæredygtige akademier med selvstændige ledelser, egne bygninger og egen kapital.

Handlingsplanen omfatter ligeledes mål om at opbygge et stærkt brand og identitet som en selvstændig erhvervsrettet videregående uddannelsesinstitution, der udbyder tekniske og merkantile akademi- og bacheloruddannelser.

Vi er derfor i Danske Erhvervsskoler sammen med erhvervsakademierne fokuseret på fremtiden, hvor vi, sammen med erhvervslivets parter, og forhåbentlig også undervisningsministeriet, vil fortsætte arbejdet for at nå de mål, der er beskrevet i handlingsplanen.

 

Med venlig hilsen

Kim Simonsen, formand for Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne og Peter Amstrup formand for Danske Erhvervsskoler - Lederne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

j.nr.: 7400


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K