Del
 | Pressemeddelelse

Regeringens gradvise åbning omfatter afgangselever på hhx, htx og eud

Regeringen lægger op til, at uddannelsesinstitutioner åbner op for afgangselever på de gymnasiale uddannelser efter påske. Samtidig lægges der op til, at de skal kunne gå til eksamen på en anden og begrænset måde, som endnu ikke er defineret. Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne (DEG-L) er positive over for udmeldingen, men efterlyser en redningspakke til elever og lærlinge, der risikerer at gå tabt i kølvandet på krisen.      

Statsminister Mette Frederiksen har mandag aften meddelt, at såfremt danskerne fortsætter med at følge myndighedernes anvisninger, og dermed udviser fælles ansvar for inddæmning af smitte med Covid-19, så vil regeringen tage fat på første fase af en forsigtig genåbning af Danmark efter påsken.

Første fase af denne genåbning indebærer, at uddannelsesinstitutionerne åbner op for de elever, der står over for at skulle afslutte en gymnasial uddannelse. Det omfatter elever i 3.g. på htx, hhx, stx og 2.hf, samt elever på merkantil og teknisk eux, som skal afslutte gymnasiale fag. Ifølge statsministeren vil regeringen drøfte med partierne, hvordan de omfattede elever skal kunne gå til eksamen ”på en anden og begrænset måde”.

Genåbningen sker fra den 15. april, når lederen ud fra sundhedsmyndighedernes retningslinjer vurderer, at ophold for eleverne på institutionen er sundhedsmæssigt forsvarligt.

”Situationen er alvorlig, og vi bakker naturligvis op om de tiltag, der er nødvendige i denne sammenhæng. Myndighedernes sundhedsreger er endnu ikke på plads, og vi afventer derfor retningslinjerne for, hvordan uddannelsesinstitutionerne kan efterleve disse. Det kan derfor være svært at forestille sig, at skolerne kan have alt på plads for de omfattede elever før den 20. april, ” siger Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne (DEG-L).

Ole Heinager ser med positive øjne på, at der planlægges at gennemføres eksamener i forbindelse med årets studentereksamen.

”Vi håber også, at det vil medføre, at det bliver muligt at gennemføre de praktiske svendeprøver på erhvervsuddannelserne.”

Ifølge Ole Heinager er det en udfordring at blive ved med at give meningsfuld virtuel undervisning i praktiske fag og opfordrer derfor regeringen til at indtænke muligheder for at åbne op for noget af hovedforløbsundervisningen. Samtidig efterlyser han, at man begynder at se situationens alvor i øjnene, når det kommer til elevers og lærlinges muligheder for at gennemføre deres erhvervsuddannelser i kølvandet på den aktuelle krise.

”Vi ser med meget stor alvor på de potentielle konsekvenser, den nuværende krise har på økonomien, og dermed på elevernes og lærlinges muligheder for at påbegynde og færdiggøre deres erhvervsuddannelser. Situationens alvor taler for, at der er brug for en større lærlinge/elev pakke, der kan sikre, at eleverne på erhvervsuddannelserne ikke går tabt.”

Han opfordrer derfor regeringen til at trække på DEGs erfaringer, når erhvervsuddannelsernes fremtid inden for nær fremtid skal drøftes.

”Det er vigtigt, at regeringen, ud over arbejdsmarkedets parter, inviterer DEG med som rådgivere ved det virtuelle forhandlingsbord. DEG har både viden og erfaringer i forhold til håndtering af de problemer erhvervsuddannelserne står over for, afslutter Ole Heinager.
 

Pressekontakt
Kitte Verup, Kommunikationspartner
Tlf. 81454502, mail: kv@deg.dk


  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K