Del
 | Pressemeddelelse

​​​​​​​Unge opfindere og erhvervstalenter klar til DM-finale

Finalisterne til årets DM i Teknologi og Erhvervscase for elever fra htx og hhx er nu fundet og klar til den 25. september 2019, hvor finalen finder sted på Børsen hos Dansk Erhverv i København.

Idérigdommen var stor ved de fire regionale mesterskaber for htx-eleverne i DM i Teknologi og Erhvervscase, der netop er afholdt.

Htx-eleverne viste kreative teknologiske løsninger inden for det overordnede tema plads. Konkret blev det til løsninger som fx stabelbare børnestole, mobile vægge med særlige beslag og muligheder for ophæng samt hjælpemidler til personer med handicap.

Hhx-eleverne præsenterede særdeles innovative forslag til, hvordan hotelkæden Brøchner Hotels kan øge markedsandele, kendskabsgrad og omsætning blandt andet via nytænkende digitale løsninger og koncepthoteller.

DM i Teknologi og Erhvervscase er et mesterskab, der udfordrer eleverne fra henholdsvis det tekniske gymnasium (htx) og handelsgymnasiet (hhx) på deres evner inden for teknologiske opfindelser og erhvervstalent. Konkurrencen er samtidigt et eksempel på, hvad det er, der gør disse to gymnasieretninger til noget særligt.

Dommerpanelerne til mesterskabet består af repræsentanter fra det private erhvervsliv, udpeget af Dansk Erhverv, og undervisere på hhx og htx. De var imponerede over det høje faglige niveau ved de regionale konkurrencer i år.

I alt 5 hold hhx-elever og 5 hold htx-elever er udtaget til DM-finalen, der finder sted den 25. september 2019 på Børsen i København. Finaleholdene er udtaget via skolemesterskaber og regionale mesterskaber.

Se hvem der gik videre til finalen her.

DM i teknologi og Erhvervscase afholdes i tæt partnerskab med Dansk Erhverv.

Læs mere om DM i Teknologi og Erhvervscase her
For yderligere information kontakt Ingrid Behrndt Andersen, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, tlf. 2020 7291.

 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K