Del
 | Pressemeddelelse

Regeringens sparer igen voldsomt på erhvervsskolerne

 

Danske Erhvervsskoler – Lederne, Danske Erhvervsskoler – Bestyrelserne, Uddannelsesforbundet, HL og EEO er stærkt utilfredse med de fortsatte besparelser på erhvervsskolerne og de erhvervsrettede uddannelser. I regeringens forslag til finanslovs 2011 er der besparelser for godt 145 mio. kr. Samtidig udmøntes regeringens udmeldte 1 procents besparelse fra 2010 først i finansåret 2011 og vil indgå i 2011 regnskabet. En besparelse der beløber til ca. 110 mio. kr. i 2011. I alt skal erhvervsskolerne spare 255 mio. kr. i 2011, svarende til 2.125 kr. pr. elev.    

Besparelserne i finanslovsforslaget er så store, at de i realiteten fjerner dette års bevilling af de kvalitetsmidler på 133 mio. kr. årligt i tre år, der blev tildelt erhvervsskolesektoren med globaliseringsaftalen i november 2009. Formålet var at øge kvaliteten i sektoren samt forebygge frafald. Den naturlige konsekvens af regeringens besparelser er, at skolerne ikke kan levere den forventede kvalitetsforbedring samt øge fastholdelsesgraden i 2011.  

Samtidig med forringelserne i finansloven står skolerne overfor et år, hvor de tusinder, som ikke fik en læreplads i 2010, nu kommer til at mangle på skolernes hovedforløb. Dette kan have stor betydning for skolernes økonomi og kan i værste fald føre til at en del hovedforløb nedlægges.  

Siden 2003 er fællestaxameteret til de erhvervsrettede uddannelser blevet forringet med 32-35 %. I alt er fællestaxameteret faldet med 12-15 % pr. årselev fra 2003 til FFL2011, mens pris- og lønudviklingen er steget med 20 % i perioden. Udover administration betaler fællestaxameteret også til forsyning som lys, vand og varme, som er steget i pris i samme periode.  

”Vi oplever et enormt politisk svigt af de erhvervsrettede uddannelser. Man har sparet og reduceret erhvervsskolerne økonomi drastisk over en længere årrække uden at ville se konsekvenserne i øjnene. Man kan ikke spare sig til kvalitetsudvikling af undervisningen! Man kan ikke spare sig til opfyldelse af den ambitiøse 95 % målsætning. Det er ikke nok at være ambitiøs i tale, man skal også være det i handling. Man skylder fra politisk hold, at formulere nogle ærlige og holdbare målsætninger og ambitioner for det erhvervsrettede skolesystem. Sådan opleves det ikke i dag”, udtaler organisationerne.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K