Del
 | Pressemeddelelse

Støjberg burde vide bedre om AMU-takster

”Vi kan se, at nogle kursusudbydere har brugt de sidste år til at skrue priserne op. Det kan vi ikke blive ved med at finansiere. Men markedet vil indrette sig, så priserne på kurserne vil falde igen.”

Sådan udtaler beskæftigelsesminister Inger Støjberg sig til MetroXpress mandag den 28. marts i en artikel om prisloftet på seks ugers selvvalg. Det er imidlertid Undervisningsministeriet, der fastsætter taksten på AMU-uddannelser, og derfor falder Støjbergs argumentation i forhold til AMU-uddannelserne til jorden.

- Hvis baggrunden for at indføre et prisloft på de lediges seks ugers selvvalg er at få taksterne på AMU-uddannelserne til at falde, så er beskæftigelsesministeren gået fuldstændig galt i byen, siger formand for Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne, Kim Simonsen.

Priserne på AMU-uddannelserne er bestemt af Undervisningsministeriet, der sætter prisen på baggrund af en vurdering af omkostningerne ved at afvikle et kursus. Det betyder, at prisen på AMU-uddannelserne er fastsat på finansloven - og taksterne kan i øvrigt ses på Undervisningsministeriets hjemmeside: http://www.uvm.dk/For%20institutioner/Finanslov%20og%20tilskud/Tilskud/Takstkatalog.aspx Erhvervsskolerne har således hverken mulighed for at sætte priserne op eller ned.

I efteråret 2010 lancerede Beskæftigelsesministeriet et opgør med det, der blev kaldt for spaghettikurser - kurser hvor ledige eksempelvis skulle bygge figurer af spaghetti og lignende aktiviteter. Prisloftet rammer imidlertid ikke disse spaghettikurser. Det rammer i stedet AMU-uddannelserne, som kan give de ledige de lovpligtige certifikater og færdigheder, som virksomhederne efterspørger.

- Der ligger grundige analyser af arbejdsmarkedets behov til baggrund for, hvilke AMU-uddannelser der bliver udbudt. Hele det system, som AMU bygger på, og som har sikret opkvalificering og omstilling på arbejdsmarkedet i årtier, det har prisloftet nu sat ud af kraft, fordi de ledige er blevet afskåret fra en lang række relevante uddannelser, pointerer Danske Erhvervsskoler.

 Ønskes der yderligere oplysninger kan henvendelse ske til Kim Simonsen, formand for Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne, på mobil tlf. 4054 3909. Tjek også www.danskeerhvervsskoler.dk

 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K