Del
 | Pressemeddelelse

Dansker Erhvervsskoler efterlyser sanktioner mod privat AMU-misbrug

Danske Erhvervsskoler har sammen med Undervisningsministeriet gennem halvandet år arbejdet aktivt for at oplyse om reglerne for gennemførelse af AMU-aktiviteter. Foreningen har udarbejdet et Code of Conduct og har sammen med Undervisningsministeriet indgået et partnerskab om nul tolerance. Senest er der udarbejdet et kvalitetssikringssystem, som skal hjælpe den enkelte skole med at sikre overholdelse af reglerne. Danske Erhvervsskoler og Undervisningsministeriet gennemfører i august en møderække om systemet rundt på landets erhvervsskoler.

Langt de fleste tilfælde af fejl og misbrug sker, når private firmaer låner erhvervsskolernes godkendelser, den såkaldte udlicitering. Desværre er der en række private konsulentfirmaer, der bevidst overtræder gældende regler, og desværre er der enkelte erhvervsskoler, der ikke fører det nødvendige tilsyn med, hvilke aktiviteter der reelt foregår.

Et stort problem er, at der ingen sanktionsmuligheder er over for de private konsulenter, der svindler. Når én skole stopper samarbejdet fortsætter de deres aktiviteter med en nye erhvervsskole, indtil den opdager uregelmæssighederne. 

Danske Erhvervsskoler ser positivt på en kulegravning af AMU-systemet. Konkret ser Danske Erhvervsskoler gerne en certificeringsordning af de private konsulenter, hvilket vil øge kvaliteten og muliggøre sanktioner over for dem, der ikke overholder reglerne.

Afgørende er det, at der fortsat kan gennemføres AMU til gavn og glæde for både virksomheder og medarbejdere.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
For yderligere spørgsmål, informationer eller en kommentar kontakt direktør Jørn Ibsen fra Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne: ji@remove-this.danskeerhvervsskoler.dk - mobil: 51 34 08 51, eller direktør Lars Kunov fra Danske Erhvervsskoler - Lederne: lku@remove-this.danskeerhvervsskoler.dk - mobil: 20 72 03 21.

 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K