Del
 | Pressemeddelelse

Brug vores erfaringer med innovation

På Gug skole i udkanten af Aalborg har man netop indgået en samarbejdsaftale med handelsgymnasiet på Aalborg Handelsskole, så lærerne fra handelsgymnasiet deltager i undervisningen i innovationsugen i 7. og 8. klasse og dermed fungerer som sparringspartnere for folkeskolelærerne. Det er blot et godt eksempel på, at erhvervsskoler og erhvervsgymnasier kan bidrage til at sætte innovation og iværksætteri på dagsordenen i folkeskolen. Det er nemlig i forvejen en del af pensum på skolerne.

Derfor er Danske Erhvervsskoler-Lederne også positive overfor Venstres forslag om, at elever og lærere i folkeskolen skal beskæftige sig mere med innovation og iværksætteri på de ældste klassetrin. Men der er jo ingen grund til at genopfinde en dyb tallerken, der allerede fungerer godt på de erhvervsrettede uddannelser, mener Poul Søe Jeppesen, formand for gymnasieudvalget i Danske Erhvervsskoler-Lederne og direktør for Aalborg Handelsskole.

”Det er en god idé at indføre flere faglige forløb, der indeholder innovation i folkeskolen, for der er behov for at få tankegangen ind i alle skolens fag. Det bidrager vi gerne til, for vores lærere har en stor kompetence indenfor det felt. Det kan også styrke brobygningen til erhvervsgymnasier og erhvervsskoler og øge elevernes kendskab til de erhvervsrettede ungdomsuddannelser,” siger Poul Søe Jeppesen.

I Nordjylland har man også sat et projekt i gang med en såkaldt innovations- og viden-elevator, som skal medvirke til udveksling af viden om innovation op og ned i uddannelsessystemet.

Flere steder i landet er samarbejdet med folkeskolen også godt i gang, bl.a. på Campus Vejle, hvor man samarbejder med folkeskolerne om innovationsaktiviteter fra 7. klassetrin og på Herningsholm Erhvervsskole, hvor erhvervsgymnasiet arbejder med såkaldte Innovation Camps, hvor man inddrager folkeskoleelever i at udarbejde løsningsforslag på konkrete problemer fra lokale virksomheder.

 

<font color="#000000"></font>

                     

 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K