Del
 | Nyhed

Lad os få brede forlig

Vi har brug for sammenhæng, stabilitet og kontinuitet i uddannelsessektoren, og det skabes bedst med brede uddannelsesforlig, hvor begge sider af folketingssalen deltager. Derfor vil vi fra de erhvervsrettede uddannelser opfordre den kommende regering og den nye undervisningsminister til at arbejde for et bredt samarbejde om uddannelsespolitikken.Og politikerne kan starte med at tage fat på disse fem ønsker, som efter DE-L's mening bør have meget høj prioritet på den politiske dagsorden:

  • Reel uddannelsesgaranti, som bl.a. kan gived ved at se på struktur af grundforløb og nye praktikformer, f.eks. klyngemodeller.
  • Nedsættelse af en ungdomsuddannelseskommission - skal komme med løsningsforslag på strukturelle spørgsmål.
  • Voksen- og efteruddannelse - et massivt løft af de ufaglærte kræver, at besparelser på AMU fjernes, og der skabes bedre sammenhæng mellem AMU og erhvervsuddannelser.
  • En tilskudsreform, der omfatter alle ungdomsuddannelser og skaber forenkling og ensartethed.
  • Innovation og entreprenørskab og samarbejde med erhvervslivet skal på skemaet fra folkeskolen via ungdomsuuddannelser til de erhvervsrettede videregående uddannelser og voksen- og efteruddannelsen.

Listen er lang De erhvervsrettede uddannelsers ønskeseddel er meget længere, og den er sendt af sted til en række politikere på Christiansborg. Listen indeholder også punkter om at skabe udfordrende uddannelsesvejledning til alle, fokus på uddannelsesparathed, bedre rammer for den digitale undervisning på ungdomsuddannelserne, bedre støttemuligheder til udlandsophold for gymnasieelever og mulighed for, at erhvervsakademierne kan rekvirere forskning fra universiteterne til gavn for erhvervslivet.

Politikerne skal sikre rammer og ressourcer, så der kan skabes det nødvendige kvalitetsløft af det danske uddannelsessystem. Høj faglighed, produktivitet, innovation, iværksætteri, omstillingsparathed og konkurrencementalitet er det, Danmark skal leve af.

Der skal være tydelig sammenhæng fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne videre i de korte, mellemlange og videregående uddannelser samt efteruddannelsessystemet. Og den sammenhæng skal politikerne i høj grad være med til at skabe, så institutionerne på de forskellige uddannelsesområder har ordentlige arbejdsbetingelser.

Vi ser frem til et tæt samarbejde med streg under arbejde med alle relevante politikere på Christiansborg, hvor både regering og opposition forhåbentlig har lagt valgkampsuniformen og nu trækker i arbejdstøjet.

     

     

     

 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K