Del
 | Debatindlæg

Lad os hæve os op i helikopteren

Debatindlæg af Ole Heinager, formand for DEG-L, bragt i Jyllands-Posten den 19. november 2018

Jeg er enig med Danske Gymnasiers formand, Birgitte Vedersø, som i JP forleden efterlyste et mere fleksibelt ungdomsuddannelsessystem.

Vi har brug for at kunne efterkomme ønsker og behov fra både de unge og et samfund under forandring. Der skal være bedre sammenhæng mellem grundskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, og så skal der også i fremtiden være uddannelsestilbud af god kvalitet i alle dele af landet.

Men når DG's formand mener, at løsningen på fremtidens udfordringer blot er, at de eksisterende gymnasier (de almene, må jeg forstå) også skal udbyde alle erhvervsskolernes ungdomsuddannelser, savner jeg nytænkning. Når vi skal debattere fremtidens behov, er vi alle nødt til at hæve os op i helikopteren, uanset om vi er erhvervsskoler, som udbyder både erhvervsgymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser, eller almene gymnasier. 

Det er en god idé at nedsætte en kommission, men den skal efter vores mening komme med anbefalinger og løsningsforslag, som tager udgangspunkt i overordnede pejlemærker som sammenhæng med grundskolen, fleksibilitet og merit, forenkling og sidestilling, karriereperspektiv og livslang læring. Den praktiske gennemførelse skal naturligvis også diskuteres, men det bør ske i en fordomsfri dialog mellem eksperter og praktikere, som i dag udbyder ungdomsuddannelser. 

Hvis vi som ungdomsuddannelsesudbydere vil tages seriøst i debatten om fremtidens ungdomsuddannelsessystem, er vi nødt til at kunne debattere fri af de institutionsmæssige interesser og de eksisterende rammer. Vi må turde sætte det aktuelle institutionslandskab i spil i samfundets og de unges tjeneste. Forhåbentlig er der elementer i alle de eksisterende ungdomsuddannelser, der kan genbruges, men en fordomsfri og nytænkende debat tager ikke afsæt i eksisterende skolebygninger og ledere.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K