Del
 | Pressemeddelelse

AMU-udbudsrunde bør præges af god adfærd

I løbet af de næste to måneder kan eksisterende og nye AMU-udbydere søge om at udbyde AMU-kurser fremover. I den forbindelse har erhvervsskolerne opdateret deres fælles spilleregler for god adfærd, Code of Conduct.

Danske arbejdspladser og deres medarbejdere har brug for gode arbejdsmarkedsuddannelser, der er fleksible og tilgængelige, og de skal kunne regne med, at skolerne gør deres bedste for at leve op til alle love og regler og at de samarbejder, hvor det giver mening.

Derfor har leder- og bestyrelsesforeningerne i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og Danske SOSU-skoler udarbejdet et sæt spilleregler for god adfærd, Code of Conduct. Spillereglerne har eksisteret i årevis, men er netop blevet opdateret op til den aktuelle AMU-udbudsrunde.  

”Udbudsrunden er en god anledning til at minde hinanden om, at AMU-udbyderne har et fælles ansvar for at overholde og leve op til lovgivningen og intentionerne heri. Fælles spilleregler letter også samarbejdet, fx om koordinering af udbud og opsøgende indsats på tværs af geografi,” siger Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, DEG.

Både DEG og Danske SOSU-skoler vil løbende være i konstruktiv dialog med medlemmerne om forståelsen af god adfærd. De spilleregler, der er formuleret i Code of Conduct, skal supplere vejledninger fra Undervisningsministeriet, hvor tilsynspligten naturligvis fortsat ligger.

”Det danske arbejdsmarked er afhængigt af et velfungerende videre- og efteruddannelsessystem, der tilgodeser alle interessenter på områder, ikke mindst brugerne af uddannelsestilbuddene. Derfor er det vigtigt, at vi som udbydere af AMU sender et klart signal om, at vi på tværs af organisationer arbejder sammen om at skabe de bedst mulige rammer for uddannelserne,” siger Michael Esmann, sekretariatschef for Danske SOSU-skoler og B-SOSU. 

Inden 18. marts 2019 skal interesserede have søgt om kommende udbud af AMU, og de får besked til september. Udbuddene træder i kraft fra november 2019.

Læs Code of Conduct her
(er layoutet til print, foldes derefter til en A5-folder)

For yderligere information kontakt venligst:
Lars Kunov, direktør, DEG Tlf.: 20 72 03 21, Mail: lku@deg.dk 
Tanja Aas, kommunikationsmedarbejder, Danske SOSU-skoler Tlf.: 42 41 35 03, Mail: tanja@sosunyk.dk 


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K