Del
 | Debatindlæg

Vi må gå nye veje for at fremtidssikre små skoler

Af Kim Simonsen, formand i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne, og Lars Goldschmidt, næstformand i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne

Bragt i Jyllands-Posten 24. september

Hvis de små gymnasier uden for de større byer skal overleve, er det nødvendigt at gå på kompromis med det frie gymnasievalg, få en stærkere styring af elevfordelingen og lægge loft på optaget på de populæreste gymnasier. Det er essensen af et nyt udspil, som Danske Gymnasier og Danske Regioner præsenterede forleden.

Udspillet blev taget godt imod fra flere sider. Her i avisen var der både ros fra formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og forskellige folketingspolitikere (4/9), som gav udtryk for, at det frie gymnasievalg skal begrænses for at forhindre lukninger af de mindre gymnasier.
 
I Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne, der bl.a. repræsenterer gymnasieskoler, som udbyder de treårige gymnasiale uddannelser htx og hhx, anerkender vi fuldt ud, at vores ungdomsuddannelser står over for store udfordringer de kommende år. Der bliver nemlig 25.000 færre unge mellem 16 og 19 år i 2030, og samtidig forventes udviklingen, hvor stadig flere unge søger mod byerne, at fortsætte.
 
Det presser ikke kun de almene gymnasier, men alle ungdomsuddannelserne, som vil få svært ved at fylde klasselokalerne op og dermed få økonomien til at hænge sammen. Derfor er vi – ligesom blandt andre regionerne, de almene gymnasier, eleverne og politikerne – optaget af, hvordan vi kan sikre, at der også i fremtiden vil være et geografisk bredt dækkende og ikke mindst bæredygtigt uddannelsesudbud til de unge.
 
Vi kan imidlertid godt være bekymret for, om vi i vores iver efter at sikre de små gymnasiers overlevelse kommer til at fokusere for meget på uddannelsesinstitutionerne og glemmer, at vores ungdomsuddannelser grundlæggende har til opgave at give eleverne den bedst mulige uddannelse.
 
Det betyder bl.a., at der skal være et stærkt fagligt miljø på skolerne, så undervisningskvaliteten er i top. Vi ved også, at det sociale miljø spiller en stor rolle for elevernes trivsel, så det skal være i orden. Og det er også helt afgørende, at skolernes økonomi giver plads til, at uddannelsestilbuddene kan udvikle sig.
 
Og netop spørgsmålet om uddannelsesinstitutionernes økonomi er helt centralt. For hvis vores ungdomsuddannelser fortsat skal kunne levere uddannelser af høj kvalitet og leve op til de unges ønsker, kræver det investeringer. Og i en tid, hvor vi næppe kan se frem til en pengeregn over undervisnings- og uddannelsessektoren, er det et åbent spørgsmål, hvordan vi finder de penge, der skal til for at bevare bl.a. de små gymnasier. Det kan blive voldsomt dyrt.
 
Frem for at finde nye penge til at styrke ungdomsuddannelserne i hele landet vil det derfor være fristende for regeringen og politikerne på Christiansborg at omfordele penge mellem uddannelsesinstitutionerne. Det vil vi dog på det kraftigste advare imod. For efter flere år med smalhals og besparelser er der ingen penge at tage af. Og flere skoler er samtidig pressede af et stort frafald og socialt udfordrede elever, som skal støttes og løftes.
 
Det er derfor nødvendigt at gå andre veje, hvis vi skal fremtidssikre de små skoler og sikre en bred uddannelsesdækning. For flere skoler kan løsningen være at slå sig sammen med en anden uddannelsesinstitution. På den måde vil skolerne i fællesskab kunne skabe bæredygtige uddannelsestilbud med stærke faglige miljøer, som kan tiltrække og fastholde elever.
 
Af samme grund er det forkert at opstille et modsætningsforhold mellem store uddannelsesinstitutioner og lokale uddannelsestilbud. For i mange tilfælde vil forudsætningen for at kunne fastholde tilbud i lokalområderne nemlig være, at skoler er gået sammen og dermed kan nedbringe deres driftsomkostninger og bruge hele elevgrundlaget.
 
Flere uddannelsesinstitutioner har da også fået øjnene op for, at de vil stå stærkere både fagligt og økonomisk ved at gå sammen med andre og i fællesskab kan tilbyde endnu mere attraktive uddannelsestilbud.
  
De senere år har der derfor også været en række fusioner – særligt mellem erhvervsskoler. Enkelte almene gymnasier er også gået sammen med erhvervsskoler. Det er f.eks. sket i Lemvig, Struer og på Bornholm. Mindre erhvervsskoler i andre dele af landet vil gerne følge trop og er interesserede i at finde sammen med lokale gymnasier og voksenundervisningscentre.

Men der er desværre en række barrierer, der står i vejen for tværfaglige sammenlægninger. Som reglerne er i dag, mister skolerne f.eks. en del af deres økonomiske tilskud efter nogle få år. Sådanne barrierer skal gerne ryddes af vejen, og vi håber, at undervisningsministeren vil tage initiativ til at se på reglerne på området, når den igangværende temperaturmåling af institutionsudviklingen er færdig senere i år.
 
Hvis skolebestyrelserne og -ledelserne rundt om i landet skal arbejde videre med sammenlægninger for bl.a. at sikre unge adgang til forskellige uddannelser i lokalområder, er der imidlertid også brug for en klar politisk udmelding om, hvilken vej man ønsker udviklingen skal gå. Tvetydige signaler fra Christiansborg er nemlig svære at tage pejling af.
 
Og hvis regeringen og partierne ikke mener, at samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner er vejen frem, skylder de et svar på, hvordan vi så sikrer, at der i en fremtid med faldende ungdomsårgange er et bredt udbud af ungdomsuddannelser af høj kvalitet i alle egne af Danmark. En begrænsning af elevernes frie gymnasievalg gør det nemlig ikke alene. Der skal langt mere til.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K