Del
 | Pressemeddelelse

Kærkomment pusterum til erhvervsskolerne

Der er gode politiske takter at spore for uddannelsessektoren både på finansloven og i den ekstra økonomiske håndsrækning, som netop er udmeldt til erhvervsuddannelserne. Det tegner positivt ift., at uddannelse fremover vil blive set som en investering, mener Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

Først var der stor glæde med meldingen om, at omprioriteringsbidraget bliver sløjfet på alle uddannelser og at erhvervsuddannelserne kan se frem til en kvalitetspulje årligt på 168 mio. kr. de næste fire år. Så var der stor skuffelse, da erhvervsskolerne skulle aflevere 29 mio. kr. årligt til at finansiere den forberedende grunduddannelse (FGU) og tankerne om løftebrud lå lige for.

Men med den endelige finanslovsaftale, som forhøjer kvalitetspuljen med 7 mio. kr. i 2020 og 17 mio. i 2021-2023; et særtilskud til de erhvervsgymnasiale uddannelser på 2 mio. kr. årligt i fire år; en udmøntning af et særligt tilskud på 10 mio. kr. årligt til 12 mindre udkantserhvervsskoler frem til 2022; engangstilskud til TAMU på 9,9 mio. kr. i 2020 og en ekstraordinær håndsrækning fra eud-aftalekredsen på 56,7 mio. kr. til eud og eux-uddannelserne i 2020 i resterende varige kvalitetsudviklingsmidler, så ser det hele meget lysere ud.

”Det har være noget af en rutsjetur de seneste par måneder. Men med de seneste udmeldinger og finansloven som et hele, så er det nogle rigtig gode og positive takter, vi ser fra politisk hold i øjeblikket. Erhvervsskolesektoren vil opleve et helt kærkomment pusterum, som vi sætter stor pris på.” udtaler Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne.

Nu udestår et arbejde med at sikre stabile økonomiske vilkår for et bredt og kvalitetsmæssigt uddannelsesudbud i hele landet. Puljeøkonomi er vanskelig at langtidsplanlægge efter og kan betyde, at nødvendige kvalitetsmæssige tiltag udebliver. Derfor skal der fokus på at få skabt et taxameter- og bevillingssystem, der understøtter uddannelser af høj kvalitet.

”Det er vores håb, at regeringen vil se på taxameter- og bevillingssystemet allerede til foråret 2020. Det kræver politisk mod og vilje. Nogen vil være utilfredse og andre tilfredse, men det er det, der skal til for at sikre kvalitetsuddannelser over hele landet. Det handler både om at give eleverne de bedste uddannelsesmuligheder og om at sikre Danmark de rigtige kompetencer fremadrettet.” siger Kim Simonsen, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne.


  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K