Del
 | Nyhed

Interview med formand for DEG-L, Ole Heinager

”Det bliver vores opgave at sætte det lange lys på de store udfordringer, som er de samme som før corona-krisen, men de har fået et tvist. Her bliver det afgørende at prioritere, vælge nogle få hovedindsatsområder samt fokuserede budskaber og ikke forsøge at gabe over det hele. Der vil være rift om ressourcerne, så det nytter ikke, at vi skyder med spredehagl. Hvilken dagsorden, der bliver den vigtigste, vil afhænge af corona-udviklingen, men et par områder vil utvivlsomt være vigtige: det gælder VEU, som enten bliver svaret på mange udfordringer eller også er tæt på at lukke og slukke. Det andet er praktikpladser, hvor vi er helt afhængige af, at der kommer flere – af mange grunde, men også for at tiltrække flere til erhvervsuddannelserne. Ellers genopstår historien om, at det ikke er en mulighed, fordi man alligevel ikke kan få en praktikplads. Her må vi også forvente at ministeren kommer med et udspil, hvor vi skal sikre at vores erfaringer bliver taget i betragtning.

Vi har taget et kvantespring i forhold til erfaringer med nye digitale undervisningsformer, som vi før mest talte om, men nu har udført i praksis. Det har vist både muligheder, begrænsninger og betydning af den menneskelige relation. Og så har det vist værdien af den gode lærer. Den lærer, som til daglig er engageret, er også ham/hende, der brænder igennem i den digitale undervisning, mens andre skal have hjælp til at få kompetencerne. Men nye digitale værktøjer betyder ikke, at vi skal spare lærerne væk.

Hvis vi skal trænge igennem med den grønne omstilling og fokus på bæredygtighed, kræver det meget af os. Der bliver kamp om ressourcerne, så det bliver en ny kampplads, for der er meget på spil. Konflikt-scenariet har ikke været så tydeligt før. Vi så det i forbindelse med finanskrisen, hvor det grønne var på vej og pludselig blev slået omkuld af finanskrisen. Det skal ikke gentage sig. Skal Danmarks økonomi have en sort eller grøn kickstart, så skal og kan vi som erhvervsskoler gøre en stor forskel ift at den bliver grøn. Den opgave bidrager jeg meget gerne til. Den er for vigtig til, at jeg kan lade være, men vi kan kun løfte den ved at stå sammen.”


  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K