Personvognsmekaniker elever arbejder med motorer

Erhvervsskoler, elever og virksomheder lykkes med at indgå uddannelsesaftaler tidligt

Pressemeddelelse

Nye tal fra Børne og Undervisningsministeriet viser, at man på langt de fleste erhvervsuddannelser enten er i mål eller tæt på at være i mål med at indgå uddannelsesaftaler tidligere i elevernes uddannelsesforløb.

I november 2020 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale om flere lærepladser og entydigt ansvar. Et af initiativerne i aftalen gik ud på, at flere lærepladsaftaler skulle indgås tidligere under grundforløb 2, hvor der tidligere har været kutyme for først at indgå aftaler, når eleverne havde bestået grundløbet. Målet blev, at mindst 80 procent af eleverne skal have en lærepladsaftale inden afslutningen af grundforløbets anden del. Initiativet blev sat i værk med en intention om at give eleverne et mere sammenhængende uddannelsesforløb. 

Nu viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, at skolerne i det første halvår af 2022 har opnået målsætningen på 59 procent af uddannelserne. Skolerne er derudover tæt på - det vil sige mindre end 10 procentpoint fra - at opnå målsætningerne for yderligere 25 procent af erhvervsuddannelserne.

– Der er lavet et kæmpe stykke arbejde ude på skolerne for at omstille hele måden, som man samarbejder med virksomhederne på i forhold til tidspunktet, hvor man indgår uddannelsesaftaler. De her tal er et rigtig positivt udtryk for, at det går rigtig godt med at indgå uddannelsesaftaler tidligt i elevernes uddannelsesforløb. Når det så er sagt, skal vi selvfølgelig i mål på alle uddannelser. Derfor er det godt at se de gode takter på tværs af uddannelserne, siger Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne. 

I første halvår af 2022 blev der indgået 27.691 nye uddannelsesaftaler. Det er det højeste antal nogensinde i de første seks måneder af et år.

– Mange flere elever oplever nu at stå med en uddannelsesaftale tidligt i deres uddannelsesforløb, hvilket giver dem tryghed og ro. Det er enormt vigtigt, at eleverne oplever en god sammenhæng i deres uddannelse, både når de er på skole, og når de skal ud i lære i en virksomhed. Derfor er det godt at se, at initiativerne i trepartsaftalen kommer ud og leve, så de kan gøre en forskel for eleverne, siger Kasper Palm formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne.

– Måltallene i sig selv er også et godt redskab for skolernes bestyrelser at arbejde ud fra. Det gør det lige til at gå i dialog med lederne om at sikre lærepladser til eleverne, siger Kasper Palm.

Kontakt

Billede af næstformand for DEG-B, Kasper Palm

Kasper Palm

Næstformand Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Bestyrelserne