Elev læser bog og skriver noter

Ensomhed blandt unge

Alt for mange børn, unge og voksne oplever ensomhed i Danmark. DEG står sammen med 76 andre organisationer om et fælles inspirationsoplæg 'Sammen mod ensomhed', som opfordrer social- og ældreminister Astrid Krag til at arbejde på en sammenhængende indsats mod ensomhed i Danmark.

Alt for mange mennesker i Danmark føler sig ensomme. 380.000 voksne oplever svær ensomhed. Det er mere end otte procent af befolkningen – og tallet er stigende. Hertil kommer 20.000 børn i alderen 11-15 år, svarende til seks pct. i denne aldersgruppe . Det estimeres, at ensomhed hvert år koster samfundet 8,3 mia. kr.

Konsekvenserne af ensomhed er store – både menneskeligt og samfundsøkonomisk, og det er på tide, at vi handler på ensomhed som den store samfunds- og folkesundhedsudfordring, den reelt er. Lader vi ensomheden fortsætte med at stige, er der risiko for, at flere rammes af fysisk og psykisk sygdom, mistrivslen vil øges, og det kan i sidste ende gå ud over vores produktivitet og sammenhængskraft.

Derfor er vi – med inspiration fra udlandet – gået sammen på tværs af sektorer, brancher og fagområder med en appel til Danmarks politikere:

TAG ENSOMHED ALVORLIGT!

Sammen har vi udarbejdet dette inspirationsoplæg, der giver indblik i, hvor vi som samfund kan tage fat for effektivt og langsigtet at få bragt ensomhedskurverne nedad. Oplægget er en indføring i udfordringer og løsningsmuligheder inden for fem centrale livsarenaer, hvor ensomhed spiller en rolle: Hjem og bolig, Skole og uddannelse, Fritid og fællesskaber, Arbejdsliv og beskæftigelse og Sundhed og pleje.

Vejviser til Christiansborg

Det er samtidig tænkt som en vejviser for Regeringen og Folketingets partier til en national politisk strategi mod ensomhed. En strategi, der ikke bare skal handle om enkeltindivider, men om at starte en national samtale om ensomhed. Om at fjerne de underliggende strukturelle årsager til ensomhed. Og om at skabe et forbundet samfund, hvor ensomheden ikke stiger, men falder.